Tidligere var akupunktur kendt som en lidt alternativ behandlingsform, men i dag er behandlingsformen anerkendt og benyttet mange steder i sundhedsvæsenet på eksempelvis fødegange og smerteklinikker. I virkeligheden kan man sige, at den alternative behandlingsform er ’gemt’ lidt i sundhedsvæsenet i dag, mener Mette Jensen, speciallæge i almen medicin og selvstændig akupunktør. ”Vi kombinerer den medicinske verden med akupunkturen – såkaldt semialternativ. Vi akupunkturlæger er jo vant til at give råd og vejledning og kan analysere patienternes symptomer og reagere, f.eks. ved at sende patienterne videre til egen læge eller slet afslutte behandlingen,” forklarer hun og tilføjer, at det er en af de væsentlige fordele ved at inddrage akupunkturen hos lægerne, så patienterne kan blive raske og komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvilket også gør det til en god samfundsøkonomisk disposition.

Behov for mere uddannelse i akupunktur

Ved akupunktur er der ingen bivirkninger, hvilket også er en betydelig forskel fra mange medicinske behandlinger, som kan medføre bivirkninger og gener hos patienterne. I dag er mange mennesker ramt af stress, muskelsmerter, hovedpine eller er ligefrem medicinafhængige. ”Hovedpine skyldes ofte spændinger i bestemte muskler, som kan blødgøres og løsnes op ved hjælp af akupunktur. I udlandet er man meget mere opmærksom på akupunkturens virkning i det etablerede sundhedsvæsen og uddannelsen af sundhedspersonalet. I Danmark burde vi også inddrage akupunkturen mere i uddannelsen af lægerne og tilbyde kurser for læger,” mener Mette Jensen.

Lægelig akupunktur underlagt kontrol

Mette Jensen fremhæver desuden, at de lægelige akupunktører er underlagt kontrol fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvilket er patienternes sikkerhed for, at der er styr på bl.a. hygiejne og journalføring, samt at behandlingen er den rette til lidelsen. ”De fleste patienter har et ønske om at blive fri for medicin. I dag er der lange ventetider på hovedpineklinikkerne, og her kunne lægelige akupunktører hjælpe folk hurtigere tilbage til deres hverdag og arbejdsmarkedet,” siger hun.