Gode råd

Michael V. Knudsens gode råd om at undgå skader

- Få styr på din livsstil

”Spis sundt, træn din krop, undgå så vidt muligt alkohol og få en ordentlig nattesøvn. Det er helt grundlæggende at have styr på de ting, hvis man vil mindske risikoen for skader.”

- Vær ikke bange for skader

”Jeg har den indstilling, at man skal give sig 100 procent. Hvis man først begynder at tænker over risikoen for skader, så bliver man som regel ramt af én. Man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler, men ellers give den fuld skrald.”

- Genoptræn målrettet og disciplineret

”Er skaden først sket, er det vigtigt at man tager aktivt hånd om den. Få eventuelt hjælp fra en fysioterapeut og udfør de træningsøvelser, du bliver bedt om, og sæt mål for genoptræningen. Disciplin er nøglen.”

Stregspilleren og forsvarsgeneralen Michael V. Knudsen har tilbragt en stor del af sit liv på en af håndboldbanens mest krævende positioner. Han har givet tæsk og fået tæsk, han har vredet sig løs fra hidsige forsvarsspillere og stoppet ivrige angrebsspillere. For de fleste mennesker ville en sådan tilværelse formentlig ende brat og meget hurtigt med en voldsom skade, og Michael V. Knudsen har da også haft sin andel af skavanker, men alligevel har han siden 1997 præsteret på højeste plan i både indland og udland, skrevet sig for 244 A-landskampe og vundet talrige medaljer. Men hvad er hemmeligheden bag stabiliteten? Hvordan undgår man bedst skader, og hvordan kæmper man sig tilbage, når de indtræffer? Det har vi spurgt Michael V. Knudsen om.

Mange små skader og et par store

Først lidt om håndboldspillerens egen skadeshistorik. ”Jeg har haft mange småskader – de er umulige at undgå som håndboldspiller – og så har jeg gennem hele min karriere haft to store skader. Den ene var tilbage i 2001, hvor en spiller faldt ned over mig, hvilket rev mine ledbånd over. Det tog mig nogle måneder at komme tilbage,” siger Michael V. Knudsen. ”Den anden var en knæskade, som jeg fik under en slutrunde. Det var en bruskskade, og jeg forsøgte at fortsætte, men det gjorde blot skaden værre.” En hurtig google-søgning afslører, at Michael V. Knudsen i starten af 2010 på trods af knæskaden blev meldt klar til EM-slutrunden, hvilket kun forværrede skaden og sendte ham på operationsbordet. Skaden voldte ham problemer efterfølgende, men aldrig noget, der fik ham til at overveje karrieren. ”Skader skal ikke afgøre, om jeg skal stoppe karrieren. Min lyst og motivation til at komme tilbage har altid været større en generne ved skaderne,” siger han.

Livsstilen er afgørende

At påstå at knæskader er frygtede ville være en underdrivelse. Mange sportsfolk har kapituleret på grund af netop den slags skader. Ifølge Michael V. Knudsen er der flere årsager til, at han kom over den. ”Det er altafgørende, hvordan man lever. Det gælder både hvad angår genoptræning og forebyggelse af skader. Hvis man drikker alkohol, lever usundt eller mangler søvn, så påvirker det din krop. Risikoen for skader bliver større og chancen for at komme over en skade mindre,” siger han. ”Uanset om man er topprofessionel eller amatør, kræver det en enorm disciplin at kæmpe sig tilbage fra en skade. Man kan ikke bare læne sig tilbage, det kræver et stort stykke arbejde.”

Grib fat i problemet fra dag ét

Da Michael V. Knudsen genoptrænede, krævede det fuld opmærksomhed. Daglige udstrækninger og træning, utallige små og meget specifikke øvelser. Den slags irriterende øvelser, som mange knæskadede negligerer. ”Når man får en skade, kan det være rigtig hårdt. Som sportsmand ser man sine holdkammerater kæmpe på banen, mens man selv sidder udenfor. Og man kommer nemt uden for de sociale fællesskaber, når man ikke kan være med på de samme vilkår,” siger Michael V. Knudsen. ”Der er to ting, man kan gøre i den situation. Enten læner man sig tilbage i sofaen og har ondt af sig selv. Eller også griber man fat i problemet fra dag ét og får lavet de øvelser, der skal til.”

Sæt mål for genoptræningen

Håndboldspilleren er ikke i tvivl om, hvad nøglen til succes er. Han har erkendt, at det er nødvendigt hele tiden at sætte nye mål. ”På et tidspunkt var jeg lidt i et tomrum, fordi jeg havde spillet mange år på landsholdet, været med til alle de store slutrunder og vundet medaljer. Det gik op for mig, at jeg måtte sætte nye mål for at bevare motivationen,” siger Michael V. Knudsen. Det samme princip gælder i genoptræningen efter en skade. ”Man må hele tiden sætte nye målsætningen i forløbet. Da jeg var knæskadet var mit første mål, at jeg skulle op at stå. Dernæst skulle jeg smide krykkerne. Ved hele tiden at have et mål bliver øvelserne og genoptræningen meningsfyldt, og så får man oplevelsen af succes.” I dag er Michael V. Knudsen ved fuldt vigør og tørner ud for Bjerringbro-Silkeborg i den bedste danske håndboldrække.