Hver dag bliver vi mindet om, hvor farligt det er at leve usundt. Sundhedsstyrelsen fortæller os, at tobaksrygning kan dræbe og alkohol bør kun indtages i begrænsede mængder. Læger og diætister forklarer os, hvilke farer kolesterol og for højt blodtryk bringer med sig, og undersøgelser viser, at overvægt og manglende motion betyder øget risiko for en lang række livstruende sygdomme.

For nemt at være usund

Vi er ikke et dumt folkefærd. Vi forstår godt, det er usundt for os, at drikke for meget rødvin, spise for meget fastfood og tage bilen på arbejde, selvom det kun er 8 minutter på cykel. Alligevel har rigtig mange danskere svært ved at tage det sunde valg, og det er ofte en god grund til. Det handler nemlig ikke kun om manglende viljestyrke og selvkontrol, men i høj grad også, at vi som samfund giver producenter og virksomheder alt for meget spillerum, til at annoncere for og sælge deres usunde produkter. Efter det blev forbudt for tobaksindustrien at reklamere for deres produkter, så vi et drastisk fald i antallet af rygere herhjemme, men alligevel ryger vi stadig mere end vores norske brødre. Det skyldes, at nordmændene desuden har hævet priserne på tobak betydeligt, og det afholder især de unge, der ikke har så mange penge mellem hænderne, fra at begynde at ryge. Det er fremragende eksempel på det begreb, man kalder ’nudging’ - at puffe sine borgere til at tage et sundt valg.

Politikerne skal satse på sundhed

Derfor har vi brug for politikere, der tør. Tør sætte sig imod presset fra nogen af verdens største industrier, for at give danskerne den bedste mulighed for at fravælge de faldgrubber, der nu engang eksisterer. Vi skal have beslutningstagere, der har mod nok til at søsætte initiativer, der puffer danskerne mod det sunde valg, for eksempel ved at indføre yderligere afgifter på fedt- og sukkerholdige produkter, og forbyde alkoholproducenter at annoncere i TV og radio. Det skal i allerhøjeste grad stadig være muligt, at tage en bajer efter arbejde, at ringe efter en pizza efter en lang arbejdsdag, eller at have købt slik med hjem til fredagsfilmen. Sundhedsmyndighederne skal ikke bestemme over borgerens valg, men som samfundet har udviklet sig, er det de store industrier, som dagsordensætter vores (usunde) valg, og det er sundhedsmyndighederne nødt til at dæmme op for med reguleringer.

Sundheden er vores valg

Når alt det er sagt, er det stadig vigtigt at understrege, at din og min sundhed helt og aldeles afhænger af vores egen indsats. Der er ingen politikere, der tvinger dig i fitnesscenteret eller holder øje med, om du spiser din broccoli. Det er op til os selv, at tage trapperne fremfor elevatoren og passere forbi sodavandsafdelingen uden at gribe 1,5 liter cola. Men det er ikke rimeligt, at nogen sociale befolkningsgrupper simpelthen ikke har råd til at vælge det sunde alternativ, over den fedt- og saltholdige færdigret i køledisken. Det kan godt være, vi er lykkelige, men vi er ikke sunde, og det kræver en fælles indsats, at få gjort sundhed til normen. Det står alle frit for at vælge sundhedsbølgen fra, men det skal være det oplagte valg at leve det sunde liv, og kræve stædighed at holde fast i de usunde vaner - ikke omvendt.