På korrekt lægesprog får pædagog Jesper Jensen, 50, for to år siden konstateret peyronies. På mere almindelig dansk kaldes lidelsen krumning af penis. Jesper selv kalder den krummerik. Og han har fra første dag været åben om sin sygdom.

70 graders krumning

”Ved erektion var min penis skæv og havde en krumning på lidt over 70 grader, samtidig med at jeg kunne mærke små knuder. Jeg blev rigtig bange. Selvfølgelig gik jeg på nettet og læste om fænomenet, hvilket gjorde mig endnu mere angst og utryg. Jeg kendte ikke til sygdommen og fik hurtigt en tid hos min praktiserende læge.”

Egen læge var ikke til meget hjælp

Han er ikke specielt skarp i spyttet, som Jesper Jensen udtrykker det, og sender i stedet sin patient videre til sexologisk afdeling på Svendborg Sygehus for at lægerne dér kan stille en diagnose. Men sexologerne foretager sig heller ikke ret meget. De beder Jesper Jensen om at gå hjem og se tiden an. ”Efter halvanden uge kunne jeg ikke klare det mere. Jeg var psykisk ramt og helt nede i kælderen. Jeg spekulerede selvfølgelig over, hvordan mit sexliv ville være fremover. Min kone var super sød og forstående, men nervøs. Jeg var angst for at sygdommen ville få alvorlig betydning for vores sexliv og vores samliv generelt.”

Professor har løsningen

Jesper Jensens praktiserende læge henviser ham derefter til en professor på Odense Sygehus. ”Fra den dag gik det stærkt. Den mand sad med en ny behandlingsform og spurgte, om jeg ville være med i et forsøg som den første på Fyn. Jeg sagde straks ja, og både min kone og jeg kom til en samtale, hvor han dybt professionelt fortalte, hvad behandlingen gik ud på. Da følte jeg mig tryg.” Der er tale om en dyr injektionsbehandling med indsprøjtninger otte gange i løbet af et halvt år. Behandlingen er gratis for Jesper Jensen.

I bedring efter behandling

”Det gjorde nederdrægtigt ondt, og efter hver behandling lignede min penis noget der var løgn. Der var stilstand i tre-fire dage. Derefter kunne jeg være seksuel aktiv, hvis jeg havde lyst. Jeg følte, at jeg var i rigtig gode hænder. Og krumningen på min penis er nu havnet på 20 grader. Jeg betragter mig selv som normal og har ingen problemer omkring det seksuelle. Jeg er godt tilfreds med resultatet."