Søvnens kvalitet har betydning for, hvordan vi kommer igennem arbejdsdagen. God søvn øger koncentrationsevnen, medfører færre sygedage og er med til at forebygge stress og depression.

30-40 pct. af danskerne oplever ind imellem udfordringer med at få en god nats søvn, hvilket kan gøre det svært at leve op til forventningerne på jobbet. Det fortæller Torben Jager Petersen, søvnspecialist og leder af ScanSleep, der kan hjælpe danskere med søvnproblemer.

Går ud over arbejdet

“Man bør sørge for at være udhvilet i løbet af ugen, for ellers er kimen lagt til, at man præsterer ringere og er i dårligt humør, og det går ofte også ud over samarbejdet med kollegerne.”

God søvnkvalitet i videnskabelig forstand betyder, at hjernen i søvnen gennemgår forskellige stadier uden for mange afbrydelser, oplyser Torben Jager Petersen.

“Det er lidt kompliceret, men hvis man føler sig udhvilet, når man vågner, så har man sovet godt,” siger han.

Mange faktorer kan spille ind på, om søvnkvaliteten er god. Langvarige søvnproblemer kræver andre løsninger end korte perioder med for lidt eller for dårlig søvn.

“Forældre til små børn oplever jo nogle år, hvor de slæber sig igennem dagene, men det er vi ’bygget’ til at klare. Længerevarende søvnløshed skal man derimod tage alvorligt, og det kræver en målrettet indsats, ofte med hjælp fra en søvnspecialist,” siger han og råder til at søge hjælp, hvis problemerne varer længere end en måneds tid, uden at de har en åbenlys årsag.

Små forandringer kan hjælpe

Der er meget, man selv kan gøre for at øge søvnkvaliteten, inden man henvender sig til specialisterne. Torben Jager Petersen peger på, at mange ikke er gode nok til at prioritere søvnen og de gode vaner, der hjælper til at sove godt.

“Regelmæssighed er vigtigt, og man bør lade krop og hjerne lande, inden man skal i seng. Man kan ikke forvente, at hjernen bare slukker, når man lukker ned for computeren. Aftenmotion kan også have en indflydelse på, hvor godt man sover,” fortæller han og nævner også store mængder kaffe, mad eller alkohol inden sengetid som fredsforstyrrere.

Nogle mennesker vil derfor have glæde af at se på deres vaner, såvel som de omgivelser, de sover i.

“Hvis man har smerter eller er kommet lidt op i årene eller måske er blevet lidt for tung, kan det være meget forstyrrende, hvis sengen også er for dårlig, eller midsommersolen vækker en kl. 4 om morgenen,” siger Torben Jager Petersen.

Tips

Gode vaner til god søvn

Enkelte gode vaner kan være med til at øge søvnkvaliteten.

  • Prioriter din søvn og gå tidligere i seng, hvis du har tendens til at blive længe oppe
  • Begræns indtaget af kaffe i løbet af dagen og mad eller alkohol inden sengetid
  • Lad kroppen og hovedet hvile med rolige aktiviteter en times tid inden sengetid. Tv er ok
  • Motion er godt for at fremme den gode søvn, men undgå motion for tæt på sengetid
  • Sluk for computerspil og sociale medier et stykke tid, før du går i seng
  • Indfør faste tider for, hvornår du går i seng og står op
  • Hvis du ligger vågen om natten, så stå op og lad søvnigheden komme tilbage naturligt, i stedet for at stresse over den udeblivende søvn
  • Tag ikke dine problemer med i seng. Forsøg at parkere dem indtil næste dag
  • Tag hånd om eventuelle stressfaktorer, f.eks. stort arbejdspres eller skænderier med kolleger eller familiemedlemmer
  • Gennemgå eventuelle forstyrrende elementer i sovemiljøet. Måske er dynen for varm, sengen for hård eller puden for stor. Et mørklægningsgardin kan også dæmpe morgenlyset i sommerhalvåret

 

Hvis søvnproblemerne fortsætter, så tal med din læge eller tag kontakt til en søvnspecialist.

Kilde: Søvnspecialist og leder af ScanSleep, Torben Jager Petersen.