Diagnostik og behandling af sygdomme har gennemgået en rivende udvikling gennem flere årtier. Tænk blot på multipel sclerose - for 20-30 år siden var der stort set ingen behandling, og i dag har forskningen ført til varietet af behandlingsmuligheder. Udviklingen fortsætter med nye muligheder og nye krav. Der er behov for enheder af tilstrækkelig størrelse til at have en ”kritisk masse” som kan sikre alsidig ekspertise med forskningstiltag og internationalt samarbejde, så vi herhjemme kan være med i frontlinien med etablering af nye behandlingstiltag til gavn for patienterne.

God patientorientering er bedre patientbehandling

Et lille tilbageblik kan være på sin plads til illustrering af, hvorledes udviklingen af nye behandlingsmuligheder går hånd i hånd med ændret holdning til væsentlige spørgsmål. Går man tilbage til 60’erne og begyndelsen af 70’erne var det almindeligt ikke at orientere patienterne om en alvorlig diagnose – for at ”skåne dem for en psykisk belastning de ikke kunne tåle” – evt. orienterede man de pårørende, som nok undlod at fortælle patienten den fulde sandhed. Da jeg i begyndelsen af 70’erne arbejdede i USA opdagede jeg til min ”forbavselse” at forholdene her var anderledes – ikke blot blev patienterne orienteret, men de kunne også ”tåle det”. Efter hjemkomst til Danmark gik jeg ind for mere information, hvilket gav anledning til en del diskussion. Men tiden stod ikke stille, nye behandlingstiltag nødvendiggjorde også mere patientinformation. Generelt ændredes holdningerne hos patienter og personale hurtigt, og i løbet af få år var det kutyme at informere, også om de ubehagelige diagnoser. Udviklingen fortsætter, nye patientforeninger har set dagens lys og vor nuværende IT verden har muliggjort et væld af let tilgængelig information. Patienterne har større viden om deres sygdom og forventer med rette, at specialisterne kan forholde sig til deres sygdom - også ved mere sjældne forløbsformer og sygdomme.

Patientbehandlingen hjælpes fremad med forskning

To forhold i den lægevidenskabelige forskning bør i særlig grad trækkes frem: Kortlægning af det humane genom og udviklingen af nye billeddannende undersøgelser. I løbet af få år forventes alle monogenetiske sygdomme (sygdomme betinget af en enkelt gen defekt) at være kortlagt, og de billeddannende undersøgelser tillader nu bl.a. diagnostik af spredning af en cancersygdom på et tidligere utænkeligt tidligt tidspunkt. Ligeledes tilhører tidligere brugte ubehagelige undersøgelser som hjerne-pustning (luftencefalografi) nu historien, og er erstattet af langt mere effektive og nænsomme undersøgelser. Men også på mange andre områder har der været og er der fortsat en væsentlig udvikling, på det biokemiske, fysiologiske, instrumentelle og terapeutiske (medicinske og kirurgiske) område. Brug af operative kikkertmetoder mm. har således muliggjort langt mere differentierede og nænsomme indgreb med færre komplikationer.

God patientbehandling kræver samarbejde

Konsekvensen er, at man ikke længere kan sidde isoleret i små speciale grupper og beherske feltet fyldestgørende. Der skal en kritisk masse til af eksperter, der supplerer hinanden og et tilstrækkeligt patientgrundlag til at den fornødne erfaring og ekspertise kan opnås. Herved kan det fornødne grundlag dannes for tyngde i forskning, internationalt samarbejde og gennemslagskraft. Kun herved kan vi sikre, at vi er med i frontlinien til gavn for patienterne på både kort og lang sigt.