To måneder efter genoptræning på Sclerosehospitalet i Haslev kan hun gå med en stok. Efter fire måneder bevæger hun sig helt uden hjælpemidler. Hver fjerde uge får den nu 20-årige kvinde medicin via drop på Århus Kommunehospital. 70 procent af hendes syn er vendt tilbage.

Pludselig sygdom

Over to uger i oktober 2013 slår Ida Siemens Lorenzens liv en voldsom kolbøtte. Hun er helt umotiveret besvimet flere gange, der er ingen følelse i hendes ben og balanceevnen er totalt forsvundet. Fra dag til dag har hun mistet synet. Kun to procent er intakt. På Sønderborg Sygehus falder den kolde, klare diagnose hurtigt: multipel sclerose. Planerne på kort sigt og drømmene for fremtiden falder på et splitsekund uigenkaldeligt til jorden.

Jeg forstod ikke hvad der skete. Kunne intet, men lå blot lamslået i min seng uden syn. Min hjerne befandt sig i en undtagelsestilstand. For mit indre så jeg mit liv gå i stå. Men mine forældre og søskende støttede og hjalp enormt. De var seje og optimistiske.

”Jeg forstod ikke hvad der skete. Kunne intet, men lå blot lamslået i min seng uden syn. Min hjerne befandt sig i en undtagelsestilstand. For mit indre så jeg mit liv gå i stå. Men mine forældre og søskende støttede og hjalp enormt. De var seje og optimistiske.”

Uddannelse på standby

Efter fire måneders fravær fra gymnasiet indser Ida Siemens Lorenzen, at hun ikke kan fuldføre sin studentereksamen på det ønskelige niveau, men får lavet en fin aftale med Sønderborg Statsskole om et forlængende år. En konservatorieuddannelse som violinist må også opgives. Sclerosen har forringet hendes finmotorik. ”Genoptræningsopholdet på Sclerosehospitalet i Haslev kan i særdeleshed anbefales. I dag kan jeg se, jeg kan gå. Jeg lider dog meget af sclerosetræthed. Derfor har jeg bl.a. en el-cykel. Trætheden er absolut det værste ved min sygdom lige nu. Jeg rejser, men bestiger ikke Mount Everest. Jeg kan gå i byen med mine venner, men betaler en høj pris, hvis jeg drikker alkohol. I stedet for konservatoriet er jeg blevet optaget på psykologistudiet på Århus Universitet.

Jeg kan klart anbefale at tale med andre ramt af sygdommen, fordi man kan sparre med hinanden og forståelsen indbyrdes er stor. Vi frygter det samme, håber på det samme og kender til de samme ups and downs.

Her to år efter diagnosen erkender og accepterer jeg de forholdsregler, der er nødvendige at tage. Jeg tænker over hvad jeg spiser og har skåret sukker og gluten væk. Jeg lever et godt liv og undlader at fokusere for meget på de ting, jeg ikke kan. Jeg er kun 20 og har stadig masser af muligheder”.

Kontakt til andre scleroseramte

På det menneskelige plan har sygdommen både kostet og givet. ”Sclerosen blev anledning til en udskillelsesfase.  Jeg fandt hurtigt ud af, hvem der ville være der for mig. Det lyder hårdt men er en realitet. Jeg kan klart anbefale at tale med andre ramt af sygdommen, fordi man kan sparre med hinanden og forståelsen indbyrdes er stor. Vi frygter det samme, håber på det samme og kender til de samme ups and downs.”