Birgitte Gammeltoft har arbejdet på rehabiliteringscentre i 25 år og har skrevet flere bøger om behandlingen af personer med hjerneskader. Hun fortæller, at det ofte er særligt svært for de personer, som bliver ramt af de skjulte handicaps. ”De fysiske problemer som f.eks. lammelser er lette at forstå, da man kan se dem. Men det er værre med de skjulte handicaps, for når man ikke kan se noget på personerne, bliver de ofte misforstået og måske set som dovne eller uduelige, og det er et meget stort problem,” siger hun. Nogle af de mest udbredte skjulte handicaps er sprogforstyrrelsen afasi, der kan være impressiv, hvor det er svært at forstå, hvad der bliver sagt, eller ekspressiv afasi, som er problemer med at finde de rigtige ord, og apraksi, der dækker over en manglende evne til at kunne planlægge motoriske handlinger og udføre bevægelser, forklarer Birgitte Gammeltoft.

Fremskridt hele livet

”Det er de typiske problemer for personer, som bliver ramt i venstre hjernehalvdel, mens personer ramt i højre halvdel f.eks. kan få problemer med at skabe overblik, problemer med rum og retning og problemer med at registrere venstre sides krop eller rum. Hvis skaden er dybt i hjernen er problemet at kunne tage initiativ,” siger hun. Særligt for de pårørende kan de skjulte handicap være frustrerende, fordi en person, der har mistet initiativet for de pårørende måske bare ser ud som om, at han eller hun ikke gider rejse sig fra stolen. Birgitte Gammeltoft understreger dog, at der altid, hele livet, er mulighed for fremskridt, hvis personen får den rette behandling og genoptræning. ”Det skal altid være individuelt planlagt. Personen har typisk gode eller dårlige dage, og så er det nødvendigt at hjælperen eller den pårørende er i stand til at sadle om og ikke bare kører efter et fastlagt skema,” siger hun og fortsætter: ”Hvis personen får stillet en opgave, der er for svær, kan vedkommende blive trist og miste modet, så det handler om at finde det rette niveau hver dag.”

Leg detektiv

Men rigtig stimulering handler ikke kun om sværhedsgrad. Birgitte Gammeltoft fortæller, at det også gælder om at finde nogle opgaver, der er interessante for personen. ”Det hænger sammen med, at hvis man aktiverer hjernens følelsesmæssige system, så husker personen det langt bedre. Det kræver så nogle gange, at hjælperen leger lidt detektiv for at finde frem til, hvad personen finder spændende.” Endelig understreger Birgitte Gammeltoft, at det er meget vigtigt altid at behandle personen som et værdigt menneske – ikke som et barn. Man skal kun hjælpe der, hvor det er nødvendigt. Og så opfordrer hun til altid at bevare håbet. ”Man skal ikke være lyseslukker og sige, at det aldrig bliver bedre, og man skal heller ikke love guld og grønne skove, men man skal bevare håbet, for der er altid en chance for fremskridt.”