Til trods for at migræne er en af de mest udbredte lidelser i Danmark, er der stadig meget mystik og mange myter om sygdommen. For eksempel at det nok ikke er en rigtig sygdom, men bare en dårlig undskyld for at holde fri fra arbejde.

Kan være bange for at miste sit arbejde

Derfor holder mange migrænepatienter mund om sygdommen. Det fortæller formand i Migræne & Hovedpineforeningen Hanne Johansen. ”Mange er bange for at miste sit arbejde, hvis chefen finder ud af, at de har en sygdom, der fører til sygedage. De vælger derfor at undskylde fraværet med andre ting,” siger Hanne Johansen.

Forening efterlyser åbenhed.

Tavsheden bidrager imidlertid til, at mystikken fastholdes. Derfor opfordrer Migræne & Hovedpineforeningen patienter til at være mere åbne. ”Vi kan kun komme myterne til livs ved at være mere åbne om sygdommen. Og fortælle omverden, at den ikke forsvinder ved at tage en hovedpinepille,” siger Hanne Johansen. Migræne er en neurologisk lidelse, der giver jagende eller pulserende smerter i den ene side af hovedet, som kan vare i flere timer. Over en halv million danskere lider af sygdommen.