Hun blev mere og mere glemsom. Stillede de samme spørgsmål igen og igen efter ganske kort tid. Familien undrede sig.

Min mor blev gradvist dårligere. Forløbet var forholdsvist langsomt. Og hun blev medicineret for at begrænse sygdommens udvikling

Skuespiller Bodil Jørgensens mor, Rigmor Eskesen, var 73 år, da de første tegn på en demenssygdom dukkede op. Det var omkring 2001.

Bodils far reagerede hurtigt og fik sin kone henvist til en scanning på Esbjerg Sygehus. Resultatet faldt hårdt og brutalt. Bodils mor - en aktiv kvinde, der hele sit liv havde styret et stort hjem med tre børn og mange gæster samt passet sit job som lærer -  var ramt af demenstypen, lægerne kalder ” en afsmalning af hjernebarken”.

”Min mor blev gradvist dårligere. Forløbet var forholdsvist langsomt. Og hun blev medicineret for at begrænse sygdommens udvikling".

Men efter otte-ni år kunne hun f.eks. ikke se om hun talte med en pige eller en dreng. Hun var klar over, hvem der tilhørte hendes familie, men nogle gange kunne jeg være hendes søster. Grænserne flød ud.”

I den situation kunne min far jo ikke forhindre de ting, hun foretog sig. Hun stod op om natten, forlod huset og gik ud i haven i lysningen, hvor hun troede hun så sin mor

Rigmor Eskesen boede indtil 2005 i sit hjem i Vejen, hvor Bodils far Frede Jørgensen, tålmodigt, omsorgsfuldt og kærligt passede sin kone og fik dagligdagen til at fungere. Men da han faldt ned af en stige, slog ryggen og måtte ligge i sengen, gik det galt.

”I den situation kunne min far jo ikke forhindre de ting, hun foretog sig. Hun stod op om natten, forlod huset og gik ud i haven i lysningen, hvor hun troede hun så sin mor. Kaffemaskinen blev sat over uden vand. Alting blev flyttet rundt og hun lagde f.eks. mad i æsker og placerede dem mærkelige steder.”

Først fik Rigmor Eskesen en aflastningsplads på et plejehjem, men efter et brud på lårbenet, som gjorde at hun aldrig kom til at gå igen men var afhængig af en kørestol, blev stedet hendes permanente hjem.

”Hun forstod ikke, hvorfor hun skulle være der. Hun blev ked af det og vred. Nogle gange troede hun, at hun var på seminariet eller på sin barndoms gård, men i et andet øjeblik kunne hun få et anfald, hvor hun forstod hele sin situation. Så sad hun og rokkede i stolen og tog sig til hovedet.”

Bodils far kom hos sin kone flere gange om dagen. Han havde ofte sin mundharpe med og spillede de sange, de tidligere havde sunget sammen. De kunne tage brillerne af og sidde pande mod pande.

Det var i kraft af min far, at min mor trods sin sygdom fik et værdigt liv. Den kvinde der var, forsvandt og deres samliv ophørte, men de fandt noget andet. Han gjorde hende tryg

Fælles gravsten

”Det var i kraft af min far, at min mor trods sin sygdom fik et værdigt liv. Han blev ved med at interessere sig for, hvad der skete med hende. Tog ethvert livstegn til sig som noget smukt. Den kvinde der var, forsvandt og deres samliv ophørte, men de fandt noget andet. Han gjorde hende tryg”.

Bodil Jørgensen tog turen fra København til Vejen i hvert fald en gang om måneden.

”Det var så hårdt at se forfaldet. Hun kunne ikke selv gå på toilettet og når personalet tog fat i hende, kunne hun give sig. Nogle gang græd jeg pludseligt. Så strøg hun mig over hovedet – hun var den, der trøstede. Min fars indvirkning gjorde, at hun aldrig blev aggressiv. Hun var tålmodig og affandt sig. Hun sad så fint og kiggede ud af vinduet. Så ting gro, at fuglene kom. Hun fik noget ud af ingenting. Og hørte meget musik – klassisk og danske sange og salmer.

Hun kunne også lide mine og mine søskendes gamle dukker. Far gav hende en ny. Den fik navnet ”Mitte”. Den sov hun med og den indtog på skift pladsen som hendes lillebror eller barn.”

En aften i november 2012 faldt Bodil Jørgensens far om med en hjerneblødning i sit hjem. Helt uden forvarsel. Han døde på hospitalet en uge senere.

Min far havde også vist hende det gravsted på en lille bakke, hvor de skulle ligge sammen.

”Vi ville gerne have min mor med til begravelsen – selvfølgelig skulle hun med i kirken, den kirke mine forældre var blevet gift i. De havde levet sammen i 60 år. Min far havde også vist hende det gravsted på en lille bakke, hvor de skulle ligge sammen. Min datter holdt hendes hånd i kirken og tårerne løb ned ad mors kinder. Hun havde da intet sprog tilbage.

I hendes stue stod et ungdomsfoto af min far, og hun spurgte ofte: ”Hvor er Frede?”

Jeg svarede: ”Mor, han er død.”

En morgen i begyndelsen af januar 2013 traf Rigmor Eskesen sit sidste valg. Hun ville ikke længere spise eller drikke vand. Hun døde en uge senere som 86-årig. Og hun og hendes mand nåede at få en fælles gravsten.

Min mor døde af ulykkelig kærlighed. Lige så hård og brutal kærligheden kan være – lige så smuk kan den holdes i live. Den historie klamrer jeg mig til

”Jeg kan til tider forestille mig, hvad mine forældre kunne have fået ud af den sidste del af livet, hvis sygdommen ikke havde ramt. Men livet er også virkeligheden. Min mor døde af ulykkelig kærlighed. Lige så hård og brutal kærligheden kan være – lige så smuk kan den holdes i live. Den historie klamrer jeg mig til.”

Bodil Jørgensen, 54, er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Hun er gift med filmfotograf Morten Søborg og har tre børn, Johannes på 18 år, Østen på 14 år og Rigmor på 7 år. Udover sine teaterroller har hun spillet revy og medvirket i en lang række film og TV-serier. Hun er også modtager af flere priser.