Billedkunstner med nyt hus, bil og gang i karrieren med forskellige udstillinger. Det var hverdagen for Inanna Pandia, 45 år, da hun for seks år siden vågnede en nat med voldsomt ondt i det ene øje. Hun kom hurtigt til sin læge og siden til en øjenlæge, som gjorde opmærksom på Hortons hovedpine, eller klyngehovedpine, som den også er kendt som. ”På en måde var jeg jo enormt heldig, hvis man kan sige det, at jeg hurtigt blev gjort opmærksom på, hvad det kunne være – Hortons hovedpine. Jeg gik hjem og googlede efter noget med et navn på en tv-serie eller saga og læste om det: Jeg blev diagnosticeret ret hurtigt, men så er man jo efterladt derefter med bevidstheden om, hvad det er, men uden egentlig medicin, der virker,” fortæller hun.

Banaliteter volder vanskeligheder

Herefter begyndte Inanna Pandias liv at falde fra hinanden. Fra at have været et engageret og aktivt menneske, blev det nu et spørgsmål om, hvordan dagen formede sig, og evnen til at leve med sygdommen. Der kan jo opstå pludselige anfald med så kraftig en hovedpine, at alt selskab er udelukket. ”Før i tiden var jeg en stærk person, som altid tog fat, når nogen havde behov for hjælp, og gerne hoppede i bilen og kørte tværs over landet, hvis en galleriejer ringede. Livet har forandret sig, og jeg er gået fra rask til syg. I dag er det banaliteter, som at komme en tur i Netto, der volder vanskeligheder, og jeg må hele tiden kalkulere med risikoen for et anfald,” forklarer hun og tilføjer, at det ofte er små detaljer, der kan ’trigge’ et anfald. Det kan f.eks. være børn, der skriger, som kan gøre hende nervøs og bl.a. få hende til at glemme dankortkoden.

Ændret personlighed

I dag forsøger Inanna Pandia at leve med sygdommen, som et menneske med den kroniske variant af Hortons hovedpine, hvor hendes sociale relationer også har måtte vænne sig til, at hun kan finde på at melde afbud til en sammenkomst, lige inden den finder sted. ”Det påvirker hele ens sociale liv, hvor jeg pludselig må forlade en af de mange koncerter, som jeg altid har elsket at gå til, eller pludselig tænker, at det her er ikke en god aften at gå ud, og så bliver jeg hjemme. Det kan være støj, lys eller kvalme og fornemmelsen af, at et anfald kan være på vej. Det ændrer ens personlighed, og det kan være svært for andre at forstå,” siger hun og understreger, at der er eksempler på, at mennesker er kommet over det, men hun har blandt andet gennem kontakt med patientforeningen erkendt, at det er virkeligheden for hende.