Sannes gode råd

  • Giv ikke op.
  • Kæmp for at få den rigtige behandling efter udskrivelse fra hospitalet.
  • Søg selv relevant information.
  • Som pårørende prøv at forstå, at en sygdom i hjernen ikke er tabu. Vær ikke bange, selvom den syges kropssprog ændrer sig. Som patient har man virkelig brug for støtte og hjælp. Den kan gøre en kæmpeforskel. 

”Styrke og vilje er mig. De to kræfter etablerer sig, når jeg har et mål. Jeg giver aldrig op.” For 11 år siden blev hele Danmarks rockmama, Sanne Salomonsen, som lyn fra en klar himmel, ramt af en blodprop i hjernen. Det var ikke en aldersrelateret blodprop, men en blodkarsprængning i halspulsåren, som skyldtes overanstrengelse af stemmen. Der blev straks ringet efter en ambulance, hun blev kørt med udrykning til Glostrup Hospital, hvor hun øjeblikkeligt kom i trombolysebehandling og blev scannet. ”Jeg lå og frøs inde i den store maskine og ville trække et tæppe lidt op, men jeg kunne ikke. Der var også noget, der strammede omkring min hals. Det var mit hår, men jeg kunne ikke fjerne det. Min venstre side var lam.”

Jeg nægtede at give op

Sanne Salomonsen, 61, tilbragte omkring en måned på hospitalet. ”Jeg var syg. Jeg kunne ingenting til start og at se den situation i øjnene var meget chokerende, men jeg var også fra dag ét så forhippet på at få det godt igen. Jeg er lavet på den måde, at jeg svor overfor mig selv, at jeg ville få min mobilitet, mine kræfter og mit liv tilbage. Jeg nægtede at give op.”

Forfra med kniv og gaffel

Da hun undervejs i forløbet fik lov til at komme hjem på sin første weekend for at være sammen med sin søn og sine hunde i egne omgivelser, måtte hun indse, at hun var mest tryg på hospitalet. ”Jeg begyndte allerede at træne, mens jeg lå på hospitalet. Min Body SDS terapeut kom helt af sig selv næsten hver aften og gav mig en kropsterapeutisk behandling. Det havde en fantastisk virkning.    Efter udskrivelse fra hospitalet blev Sanne Salomonsen tilbudt ambulant træning på Glostrup Hospital i to uger, hvor hun lavede forskellige øvelser med både ergo- og fysioterapeuter. ”Det føltes fuldstændig absurd igen at skulle lære at spise med kniv og gaffel og lære at skrælle gulerødder eller mærke ting med min venstre hånd.

Jeg skulle f.eks. stikke hånden ned i en spand med sand hvor der var gemt tre forskellige ting, mærke på dem og fortælle, hvad jeg holdt om. Når jeg den dag i dag stikker venstre hånd i frakkelommen gætter jeg stadig på, hvad der ligger i den. Jeg kan ikke mærke det.” ”Min stædighed og vilje har betydet alt. Der var f.eks. dage, hvor jeg sagde til mig selv: Du går ikke til træning, før du selv har bundet en sløjfe på dine sko. Jeg blev ved. Det har taget mange år at nå dertil, hvor jeg er i dag.

Det rette genoptræningsforløb er vigtigt

Desværre forstår det sociale system og kommunerne ikke, hvor vigtigt det er, at folk får den rigtige genoptræning efter sygdom i hjernen.  En fysioterapeut kan ikke alene lære en person at komme tilbage til livet. Der skal flere specielt uddannede terapeuter til.”

Depression

Tre måneder efter Sanne Salomonsen fik sin blodprop, blev hun med et hammerslag ramt af en depression. Hendes medicinboks på hospitalet indeholdt også lykkepiller, og de virkede nærmest, som om hun var på speed.

”De gjorde, at jeg ikke blev træt og havde et enormt højt energiniveau. Derfor spurgte jeg, om det var muligt at droppe lykkepillerne, så jeg kunne mærke, at jeg var syg. Lægerne sagde ja, men de glemte bare at fortælle mig, at jeg skulle trappe ned. Jeg holdt op med at tage pillerne fra dag til dag og røg efter tre uger ned i et dybt, sort hul. Da var det første gang i mit liv, at jeg lænede mig tilbage og sagde: jeg har brug for hjælp. Det tog 10-11 måneder at kommer over den depression med støtte fra psykolog og psykiater.”

Tilbage til musikken

I 2009 udsendte Sanne Salomonsen sin første plade efter sygdommen. Hun kunne mærke, at hendes stemme ikke var som tidligere – at hun endnu var begrænset. Hun følte det nærmest grænseoverskridende at være på banen igen, men hun vidste samtidig, at det var nødvendigt at komme i gang. ”Først i 2012-13 følte jeg igen den gamle power. Jeg lever med visse skjulte mén i form af bl.a. nedsat følsomhed på indersiden af min venstre hånd, jeg kan ikke mærke de venstre mavemuskler og alt i alt har jeg ikke så stor styrke i min venstre side. Desuden er hukommelsen heller ikke så fantastisk. Men mentalt har jeg ikke forandret mig som person. Jeg kan slås med tanken om: hvad nu hvis det sker igen? Den angst arbejder jeg med og er nået til det punkt, at skal jeg dø - skal jeg dø.

Ny plade og børnebørn

Her en smuk sommerdag i 2017 kalder Sanne Salomonsen sit liv fantastisk. Hun har netop udgivet pladen 'Baby Blue', som hun er meget stolt af. Hun er blevet farmor to gange og vennerne har en betydelig plads i hendes tilværelse. ”Jeg er lykkelig for mit liv. Jeg nyder min egen tyngde med den livserfaring, jeg bærer på. Jeg flyver og farer rundt og takker Gud hver dag for at det kan lade sig gøre. Mit gamle liv er tilbage. Min stemme er blevet dybere, men jeg har nu styrke og power til at gennemføre det, jeg skal og vil.”