Sygdommen kom snigende. Hun begyndte at foretage nogle mærkelige dispositioner – også økonomisk. Kunne ikke overskue sit arbejde som pædagog i en børnehave. Havde svært ved at huske, organisere og bevare overblikket. Et jobskifte med helt nye rutiner gjorde kun situationen værre.

Diagnosen var Alzheimers

25. februar 2016 efter meget lang tids udredning får Mette Skou diagnosen Alzheimers. Hun er kun 51 år. ”Jeg blev meget ked af det og chokeret, men inderst inde havde jeg frygtet, at jeg var ramt af den sygdom. Vi græd alle sammen – jeg, min mor og mine to unger.” Mette Skou arbejder ikke længere. Hun savner den faglige udfordring, men forsøger at leve et aktivt og udadvendt liv. Det betyder bl.a. møder med andre yngre demente, jævnlige besøg i et aktivitetscenter og ophold på en idrætshøjskole.

Sygdommen udvikler sig

”Jeg kan mærke, at sygdommen udvikler sig. Jeg har rigtig svært ved at huske dage og aftaler. Ligesom det er vanskeligt for mig at møde nye mennesker og huske dem. Min korttidshukommelse er heller ikke god og jeg spørger om det samme igen og igen. Jeg er også meget dårlig til at finde rundt. Min retningssans er stærkt forringet.”

Støtte fra veninden

Charlotte Megyessi, 52, har kendt Mette Skou siden de begge var syv år. De har minder fra et langt liv sammen med mænd, børn og kærester. ”I den periode, hvor Mette begyndte at træffe nogle besynderlige valg, som jeg slet ikke fattede, blev jeg irriteret på hende. Faktisk var jeg nødt til at stoppe kontakten i et halvt års tid. Nu ved jeg, hvad der var galt og jeg led af enormt dårlig samvittighed, da hun fik diagnosen.” Der er mange både følelsesmæssige og praktiske ting at skulle forholde sig til med diagnosen Alzheimers. Charlotte Megyessi har valgt at påtage sig ansvaret for at hjælpe sin veninde bl.a. omkring økonomi, som partsrepræsentant, med at lave testamente og som støtte for Mettes to børn. Mette Skou er også blevet skrevet op til et plejehjem, som er et godt sted for unge med Alzheimers.

5-7 år

Charlotte Megyessi: ”Mette er stadig rigtig god verbalt. Hun er tilstede i nuet. Ler og joker. Jeg kan være i situationen nu, men jeg tænker indimellem på, om jeg kan magte at besøge hende den dag, hun ikke kan genkende mig. Det er hårdt at vide, at når man får diagnosen som ung, har man fem til syv år at leve i. Tidsperspektivet er kort og det er barskt at overvære den måde, en alzheimerpatient forsvinder bort på. Faktisk talte vi om aktiv dødshjælp som det første, efter Mette fik beskeden.” Intet er givet. Tingene kan forandre sig lynhurtigt. Mettes sygdom har sat Charlottes liv i perspektiv. ”Jeg har fået ryddet op. Og jeg tænker mere over de valg, jeg træffer. Tit er jeg ked af det, men jeg er også meget glad. Først og fremmest bestræber jeg mig på at blive et bedre menneske.”

Mette: Jeg lever i nuet

Mette Skou: ”Jeg tænker rigtig meget over fremtiden. Men har valgt at leve i nuet. Det er deprimerende at tænke på, at jeg kan blive rigtig hård ramt. Mest skræmmende er tanken om at jeg ikke kan genkende mine børn, når jeg ser dem. Jeg håber, jeg kan huske med mit hjerte.”