De fleste kender fornemmelsen af en nat eller to med dårlig søvn af forskellige årsager. Hverdagen er ekstra lang, sukkertrangen i top og skal man ud at køre bil, er man ikke den sikreste bilist på vejen med langsommere reaktionsevne end normalt.

Søvnen vasker vores hjerne ren. Uden vasken bliver vores kroppe mere slidte, og over lidt længere tid, begynder det at påvirke vores helbred.

For raske mennesker er det ikke det store problem, for så sover vi lidt længere et par dage efter, og hjernen kompenserer fint, så alt er godt igen. Men søvnen er virkelig vigtig for vores helbred.

”Søvnen vasker vores hjerne ren. Uden vasken bliver vores kroppe mere slidte, og over lidt længere tid, begynder det at påvirke vores helbred. Søvnen er vigtig for vores stofskifte, og med manglende søvn påvirkes vores insulinfølsomhed, således at vi får sværere ved at styre vores trang til sukker, og vi bliver trætte. Det kan føre til type 2-diabetes, og endelig er der risiko for et forhøjet blodtryk, hvilket er medvirkende til hjertekarsygdomme,” forklarer Søren Berg, søvnekspert og medicinsk ansvarlig for ScanSleep samt associeret professor i medicin ved Universitetet i Lund. Han tilføjer, at det i længden også er med til at gøre os deprimerede.

Årsager til søvnproblemer

Søvnen er altså meget vigtig for os, og uden ordentlig søvn i længere perioder, forværres vores hverdag og helbred, hvilket igen kan være med til at gøre det endnu vanskeligere at få gode nætters søvn igen. Det kan blive en ’ond cirkel’, hvor helbred og nattesøvn forværrer hinanden, om man så må sige.

Snorken opstår på grund af trange øvre luftveje.

Der er mange forskellige årsager til, at søvnen kan blive afbrudt og vores åndedræt besværet i løbet af natten. Søvnapnø og snorken er væsentlige forstyrrelser, der kan gøre nattesøvnen mangelfuld eller af dårlig kvalitet.

”Snorken opstår på grund af trange øvre luftveje. Det kan skyldes mange ting, men blandt andet overvægt med fedme i halsen, slap hals- eller kæbemuskulatur, stor tunge eller store mandler, alkohol m.m. Mennesker med KOL, der har slim i halsen og hoster har også risiko for en forværret søvn,” siger Søren Berg.

Få afklaring hos lægen

Han forklarer, at det interessante blandt andet er, om man stopper med at trække vejret eller ej i løbet af natten og derved har søvnapnø. Man kan lede efter symptomer som øget træthed, nattetisseri, kraftig sveden, morgenhovedpine m.m.

”Har man søvnapnø kan man få en maskine med hjem, der hjælper en med at trække vejret. Yngre mennesker kan også få fjernet mandlerne, hvis de er med til at gøre luftvejene trange, ligesom der også er andre metoder. Det er vigtigt at få taget hånd om dårlig søvnkvalitet. Man skal derfor opsøge sin praktiserende læge og få undersøgt sin nattesøvn. Start med at spørge dig selv, om du har nogle af de overstående problemer,” siger Søren Berg.

FAKTA: Søvnapnø og lungesygdom

  • Hvis du lider af en lungesygdom som KOL, bør du have ekstra opmærksomhed på søvnapnø, da genen sammen med nedsat lungefunktion kan være livstruende.
  • Søvn-apnø er hyppigst hos mænd og kvinder over 50 år, og rammer 2-4% af befolkningen. Overvægtige mænd er mest udsatte.
  • 10-15 procent af voksne mænd vurderes at have søvnapnø.
  • Kilde: Lungeforeningen og radiodoktoren.dk