På det tidspunkt fornægter jeg, hvor slemt det ser ud. I min verden er det gamle mænd, der bliver ramt af en hjertesygdom.

Det er en ganske almindelig arbejdsdag som chefredaktør for Bolig Magasinet på Benjamin Media. Louise Dorph står på lageret, da hendes mobil ringer. Opkaldet kommer fra hendes dengang 42-årige søster, og hun lyder diffus. Hun ligger på Bispebjerg Hospital og tror, hun har en blodprop i hjertet.

”Jeg går helt i sort. Vi er meget tætte. Vores barndom var hård med en alkoholiseret far, der døde, da jeg var otte år og en mor, som havde svært ved at klare dagligdagen. Min søster Jeanette og jeg holdt sammen og har altid været afhængige af hinanden.”

Louise Dorph iler til hospitalet, hvor hun finder sin søster liggende helt fraværende i sengen. Hun glider ind og ud af bevidstheden. Efter en del undersøgelser overføres hun til Rigshospitalet, da lægerne har mistanke om, at hun lider af den dødelige hjertesygdom ARVC (Arytmogen højre ventrikel kardiomyopati).

”På det tidspunkt fornægter jeg, hvor slemt det ser ud. I min verden er det gamle mænd, der bliver ramt af en hjertesygdom.”

Men ulykkerne står i kø de dage i 2009. På næsten samme tid som søsteren, bliver Louise Dorphs mor indlagt på sygehuset i Hobro med hjerteflimmer.

”Jeg tør ikke gå fra min søster, men vil også se til min mor, så det ender med, at jeg pendler imellem de to sygehuse. Jeg tænker konstant: Gud, er jeg ved at miste dem begge to? Heldigvis bliver min mor forholdsvis hurtigt udskrevet og har siden gået til jævnlig kontrol.”

Efter ti dage på Rigshospitalet får Louise Dorphs søster overtalt lægerne til, at hun må komme hjem på weekend. Deres mor er kommet til København og bor hos sin syge datter og børnebørn, da Jeanettes mand er ude at rejse. Men det går helt galt.

Min søster falder om på gaden og bliver kørt til Rigshospitalet for fuld udrykning. Jeg styrter igen fra mit arbejde til hospitalet. Jeg kan ikke få fat i en elevator, men løber i stedet op af trappen til 14. etage.

”Min søster falder om på gaden og bliver kørt til Rigshospitalet for fuld udrykning. Jeg styrter igen fra mit arbejde til hospitalet. Jeg kan ikke få fat i en elevator, men løber i stedet op af trappen til 14. etage. Mine øjne er fuldstændig blodsprængte, da jeg kommer ind på hjerteafdelingen, hvor andre patienter fortæller, at hjertestopalarmen er gået fire gange. Da var jeg overbevist om, at nu forsvandt hun fra mig for altid.”

Herefter følger et langt sygdoms- og behandlingsforløb for Louise Dorphs søster.

Brug for omsorg

Men til sidst får hun en klokkeklar diagnose, som lyder på ventrikeltakykardi, en hjerterytmeforstyrrelse, der ubehandlet kan være dødelig. I dag lever hun et godt liv, men har som rigtig mange andre hjertepatienter været hårdt ramt af dødsangst.

”Midt i stormen overlever man. Som pårørende prøvede jeg at være stærk. Jeg fik et ekstra gear. Men bagefter har min søsters sygdom og angst påvirket mig rigtig meget. Hendes konstante angst gjorde, at jeg følte, jeg ikke var der for hende i tilstrækkelig grad. Man kan lytte og lytte. Vi har talt igen og igen om døden, der ikke kom. Om den dag, hvor det var ved at ske. Det er langt sværere at sige og overbevise hende om: at nu er du rask.”

Seks måneder efter søsteren er faldet om med hjertestop, rammer reaktionen på al den fortrængte smerte og angst Louise Dorph som et hammerslag bagfra. Hun går ganske enkelt i knæ. Hukommelsen ryger, og hun tror, der er tale om stress eller at et eller andet er helt galt i hendes hoved. Hun bliver indlagt på Glostrup Sygehus.

Jeg havde brug for omsorg. Det var min sjæl, der gjorde ondt. Jeg græd og græd og blev sendt til en psykiater. For første gang fik jeg lov til at sige: Jeg kan ikke bære mere.

”Jeg havde brug for omsorg. Det var min sjæl, der gjorde ondt. Jeg græd og græd og blev sendt til en psykiater. For første gang fik jeg lov til at sige: Jeg kan ikke bære mere.

Jeg har lidt af sygdomsangst og tit tænkt: hvornår bliver det min tur? I dag har jeg det fint, men jeg er stadig obs på, om mit hjerte slår et ekstra slag. Ligesom jeg ind imellem tager min puls og og tjekker mit blodtryk. Jeg lytter til min krop og dens signaler. Desuden er jeg ambassadør for Hjerteforeningen, og når jeg bevæger mig ude i det store liv, registrerer jeg knivskarpt, hvor alle hjertestartere er placeret.”

Den nu 46-årige mor til fire kan konstatere, at hun også sætter pris på livet og de nære familierelationer på en helt anden måde end tidligere.

”Jeg stormer ikke længere derudaf med 400 kilometer i timen. Jeg ved, hvor vigtig min familie er for mig og prioriterer anderledes. Jeg er blevet en bedre og mere nærværende mor. Det handler helt basalt om at være tilstede og passe på hinanden.”