Lungekræft er den største dødelige sygdom i forhold til andre kræftformer. Kun 13 % overlever efter fem år, og der kommer 4500 nye tilfælde hvert år. Stilles diagnosen i et tidligt stadie, øges mulighederne for en indsats og dermed overlevelse. For de patienter, der opdages i stadie I, er overlevelseschancen 50 %, mens den for de patienter, der først får stillet diagnosen i stadie IV, er 2 %. ”Vi er ikke gode nok til at opdage lungekræft i tide. Om det er pga. for sen henvisning til videre udredning eller patienter, der kommer for sent, ved vi ikke. Men mange gange er patienten allerede i stadie III eller IV og kan ikke opereres, og så er der kun livsforlængende behandling tilbage. Vi hører tit patienter sige, at de har været ved lægen så og så mange gange med de her symptomer, og når det så endelig har spredt sig, bliver de henvist, og så er løbet kørt,” siger Lisbeth Søbæk Hansen, Formand i Patientforeningen Lungekræft.

Usikkerhed om symptomer på lungekræft

Usikkerhed omkring symptomer på lungekræft gør opsporing af lungekræft i et tidligt stadie vanskelig. ”Det kan være muskelømhed, smerter i skulderen eller ondt i ryggen, og så bliver man henvist til fysioterapi, og ved hoste får man oftest beskeden ’drik hostesaft’. Bliver man så henvist til udredning efter lang tid, kan det vise sig at være uhelbredelig sygdom, og det er jo tragisk. Derfor vil vi gerne have det opdaget i tide, og vi har lavet vores eget symptomkort, som vi gerne vil have liggende alle steder for at øge opmærksomheden. Men heldigvis sker der også rigtig meget for øjeblikket med forskning i at opdage sygdommen i tide bl.a. ud fra blodprøver,” siger Lisbeth Søbæk Hansen. Der er velkendte og effektive behandlingsmuligheder, hvis diagnosen lungekræft stilles i et tidligt stadie: Operation og evt. kemo- og strålebehandling. En del kan nøjes med operation, mens andre også skal have kemoterapi eller strålebehandling, før de er helbredt, og skal så bare med i opfølgningsforløbet med løbende kontrol i fem år.

Screeningsprogram kan sikre tidlig opsporing

”Man kunne godt forestille sig, at der blev sat tidligere ind, når patienterne henvender sig, men man skal jo ikke bare henvise ukritisk, når der er et symptom. Men man kunne være lidt mere opmærksomme og fokuserede på det, når patienterne henvender sig. Tidligere opsporing kunne også sikres ved at iværksætte et screeningsprogram a la det, der findes for tarmkræft og brystkræft, og naturligvis skal der i et sådant program sættes ind tidligere ved højrisikogruppen af rygere,” siger Lisbeth Søbæk Hansen og fremhæver bekymrende, at der p.t. er en stigning i antallet af unge, der begynder at ryge.