Over 20.000 mennesker får hvert år en blodprop i hjertet eller op til hjernen. Det skyldes ofte, at blodårerne snævrer til på grund af åreforkalkning. Det sker langsomt med alderen, men for nogle mennesker går det hurtigere end andre. Derfor er det en god idé at få lavet en hurtig og risikofri ultralydsscanning af halspulsårene, så lægen kan vurdere, hvordan det står til, forklarer speciallæge og dr.med. Marie-Louise Grønholdt. ”Hvis ultralydsscanning viser, at du har begyndende åreforkalkning, så giver det dig et behandlingsvindue, hvor du kan sadle om ved at droppe rygningen, dyrke mere motion og spise sundere kost for at undgå udvikling af blodpropper på sigt. På den måde kan du sikre dig så langt og sundt et liv, du ønsker. Samtidig er det også en mulighed for rygerne og andre, der lever usundt, hvor de kan vurdere, om deres livsstil har sat spor eller ej,” siger Marie-Louise Grønholdt, der er specialiseret i ultralydsscanning og karkirurgi.

Bliv scannet i god tid

Ultralydsscanning kræver i øjeblikket et besøg hos en privat klinik, da den almenpraktiserende læge ikke kan gøre det. ”Det gælder om at få det gjort i god tid. En blodprop er meget farlig, og man risikerer at få lammelse af dele af kroppen eller at miste synet eller helt miste livet, hvis man får en blodprop til hjernen,” advarer Marie-Louise Grønholdt afsluttende.