Folk skal komme ud af busken, søge læge og tale åbent om deres afføringsinkontinens. Der findes nemlig flere forskellige effektive behandlingsmuligheder, som kan give patienterne et godt liv. Sådan lyder hovedbudskabet fra overlæge, PhD, Lilli Lundby, Mave- Tarmkirurgisk afd., Aarhus Universitetshospital. Netop fordi afføringsinkontinens er et så tabuiseret område og mange gemmer sig med problemerne, er det svært at sige mere nøjagtigt, hvor mange danskere, der er ramt af lidelsen. Men opgørelser viser som et slag på tasken, at omkring 6–10 procent af befolkningen ikke kan holde på luft og afføring.

3 udsatte grupper

”Kvinder er mere udsatte på grund af graviditet og fødsler. Men når vi taler om årsagerne til afføringsinkontinens, bliver de delt op i fire grupper. Den største er den, hvor lidelsen kommer snigende gennem alderen og hvor det er svært at finde en helt nøje defineret forklaring. Nogle kvindeskader som f.eks. svag bækkenbundsmuskulatur hører til her. Dernæst er der gruppen med deciderede fødselsskader. En til tre procent kvinder oplever, at endetarmens lukkemuskel går i stykker under fødslen. Den tredje grupper rummer de patienter, der har fået udført kirurgi i endetarmsåbningen.  Det kan f.eks. være for hæmorider. Og endelig kan visse neurologiske sygdomme som Parkinson og Sclerose give inkontinens, da de angriber og svækker nerverne. Mange patienter lever i alt for mange år et liv, hvor de knapt nok tør gå ud. Men vi kan gøre rigtig meget i dag.”

Folk med afføringsinkontinens bliver behandlet efter et såkaldt trappestigesystem. Første trin handler om en samtale med patienten for at prøve at klarlægge årsagen til inkontinensen. Når det er sket, begynder selve behandlingen så mildt og konservativt som muligt. ”Som en start forsøger vi at regulere og forme afføringen ved hjælp af medicin, så der opstår en bedre tarmfunktion. Den del kan suppleres med træning af bækkenbund og lukkemusklerne. Nogle patienter lærer vi også at lave tarmskylninger, så de selv kan gøre tarmen ren for afføring og dermed få den fuldstændig tømt.”

Kirurgiske indgreb

Hvis de tiltag ikke er tilstrækkelige, kommer eventuelle tarm-kirurgiske indgreb i spil. For at kunne vælge det bedst egnede vil lægerne foretage en klar vurdering af, hvordan afføringsinkontinensen præsenterer sig. ”En stor gruppe patienter lider af det, vi kalder passiv afføringsinkontinens. Her siver afføringen ufrivilligt og ubevidst. Folk mærker ikke, at de skal på toilettet. De patienter vil have stor gavn af en såkaldt gatekeeper-operation. Her lægger vi seks små stave af kunststof ind imellem den indre og den ydre lukkemuskel. Stavene udvider sig og understøtter på den måde lukkemusklens funktion.” Urge-afføringsinkontinens er karakteriseret ved, at patienterne oplever en kraftig afføringstrang, som de ikke kan undertrykke. Det skal ganske enkelt være her og nu. Og de folk ved, hvor ethvert offentligt toilet i deres nærmiljø er placeret.

”Patienter med både urge-  og passiv afføringsinkontinens kan få betydelig effekt af den behandling, der har fokus på sakralnervestimulation. Først tester vi, om metoden er gavnlig for patienten. Er den det, bliver der indopereret et lille elektrisk apparat under huden på ballerne. Apparatet minder om de pacemakere, hjertepatienter kan få indsat i brystet. Pacemakeren stimulerer de sakrale nerverødder, som sidder bagved korsbenet og sender nerver til blære og tarmsystem. På den måde kan vi påvirke nerverne, og tarmen kan finde tilbage til den rette funktion.” For de allerhårdest ramte nævner Lilli Lundby at en stomi-operation kan være den bedste løsning. Simpelthen fordi den giver patienterne kontrollen tilbage og øger livskvaliteten. ”Gå til lægen, når inkontinensen melder sig. Lad være med at leve ensomt og isoleret. Der er så meget vi kan gøre. Du kan få dit liv tilbage og komme ud i verden.”