Mere end 1 million danskere oplever jævnligt gener i forbindelse med en irritabel tarm. Mange mennesker forsøger at gøre en masse selv. Man kan mærke, at problemerne har med kosten at gøre, og så begynder man at indskrænke sit madindtag. Ifølge klinisk diætist Anne Catherine Færgemann er der en bedre og mere langsigtet fremgangsmåde. "Jeg ikke vild med, at man fjerner en masse fødevarer fra kosten uden professionel råd og vejledning. Hvis man fjerner gluten i fire uger, vælter det ikke sundheden, men gør man det i længere tid, skal man tjekke, om det, man sætter i stedet, er lødigt."

Afdækning af symptomer

Anne Catherine Færgemann anbefaler derfor, at man med professionel assistance får lagt en behandlingsplan baseret på symptomhistorik, der kan bidrage til at identificere de underliggende årsager til ens symptomer. "Med laboratorieprøver kan man undersøge, hvilke bakterier, svampe og parasitter, der findes i tarmen, og vi kan se, om der er grovere aktiviteter i forhold til immunforsvaret. Vi kan se, hvordan næringsstoffer og fedtstoffer fordøjes og absorberes, og på den baggrund rette op på det." Til symptomlindring er der mulighed for at benytte f.eks. en såkaldt 'Low FODMAP Diet', hvor man forsøger at rette op og lave symptomændring igennem en diæt, der systematisk udelukker forskellige let fermenterbare kulhydrater, herunder fruktose og laktose, som kan danne gas og ændre trykket i tarmene. Anbefalingen er, at man følger diæten i 4-8 uger for at se kroppens reaktion. "De fleste, der oplever lindring, oplever det i tredje uge."

Det er dog ikke meningen, at man skal være på 'Low FODMAP Diet' resten af livet. "Man kan godt sætte folk på en diæt, så de er symptomlindret, men det får ikke fat i sagens kerne. Hvis du fjerner noget fra kosten, får du det måske lidt bedre, men det forklarer ikke, hvad du ikke kan tåle, hvorfor du ikke kan tåle det, og hvordan kosten påvirker din tarmflora. Derfor er laboratorieanalyser vigtige."

Et individuelt ansvar

Anne Catherine Færgemann mener, at det er op til den enkelte at sætte sine grænser, og hun er ikke glad for ordet patient, da det både klinger af sygdom og flytter ansvaret væk fra den person, som oplever generne. "Nogle spiser for at leve, mens andre lever for at spise, men det kommer blandt andet an på vores genetiske arv, og hvordan vi lever vores liv, om vi kan tåle lidt usund mad hist og her. Det er ikke behandleren, der skal lave maden, spise den, eller leve med symptomerne, så den enkelte skal sætte sig selv i førersædet."