For mange børn og unge med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) er det en kamp at komme gennem folkeskolen. I en undersøgelse foretaget af Landsforeningen Autisme, svarer 43 procent af forældre til børn med ASF, at deres barn er ked af at gå i folkeskolen. Stress, angst og generel dårlig trivsel er udbredt, og det kan have alvorlige konsekvenser på lang sigt. Jonas er en af de unge, der har haft det svært i folkeskolen. Han er 17 år gammel og har Aspergers, som er en diagnose inden for ASF. ”I folkeskolen var jeg overstresset og angst. Til sidst havde jeg kun tre-fire timer om ugen alene med en lærer,” siger han. ”Jeg blev stresset, fordi der ikke var nogen, der forstod mig. Når jeg prøvede at udtrykke mig, skete der ikke noget. Lærerne forstod ikke, hvad der gik igennem knolden på mig.”

Ny skole har givet hverdagen struktur

I juli 2017 blev Jonas imidlertid optaget på et skole- og botilbud for unge med ASF. Her er han i øjeblikket i gang med 10. klasse. Dagligdagen på skolen er tilrettelagt meget forudsigeligt og struktureret. Personer med ASF har nemlig brug for forudsigelighed for at kunne fungere ordentligt. Eleverne står op på det samme tidspunkt hver dag, skoledagen starter altid kl. 8.30, og hver elev har sin egen arbejdsplads i klasselokalet med en lille skillevæg, så de kan fokusere på deres egne ting. ”Det giver en ro for mig, at jeg sidder for mig selv og kan forholde mig til mit eget arbejde,” siger Jonas. Fritid, aftenhygge og pligter er skemalagt. Spisetider er underlagt en fast struktur. Morgenmad serveres fra kl. 7, der er altid frokost kl. 12 og aftensmad kl. 17.30. Kl. 20 er der aftenhygge. ”Det hjælper mig og de andre at vide, at der er en fast plan. Det er med til at fjerne noget stress,” siger Jonas.

Møder større forståelse

Han er flyttet ind på sit eget værelse og bor på skolen, som er modelleret efter efterskoleidéen. Jonas fortæller, at det er en noget anden oplevelse end at bo hjemme. ”Men det har været helt fantastisk for mig. Lærerne er rigtige gode til at hjælpe os, og så har de lidt den samme humor som os elever. Der er en god stemning, og alle er i godt humør,” fortæller Jonas. ”Og så er de gode til at forstå vores behov. Hvis man for eksempel lige har brug for at tage en pause og slappe af på værelset, får man lov til det.”

Stressen er næsten forsvundet

For Jonas har det betydet, at han lærer mere og er blevet mindre stresset. ”Min stress er næsten væk, og jeg har det rigtig godt. Der er selvfølgelig stadig dage, hvor det hele er lidt træls, men sådan har alle det jo. Det er dejligt at have lyst til at stå op og gå i skole.” Planen er, at Jonas tager et år mere på skolen, og derefter vil han gerne i lære som mekaniker. På skolen lærer han og de andre elever blandt andet, hvordan de kan tackle den uforudsigelighed, der venter dem i voksenlivet. ”Jeg har lært, at det ikke nytter noget at stresse over det, der kommer til at ske. Man skal bruge sin energi på det, der sker i nuet,” siger han.