EN AF OS

”Dialog, viden og indlevelse er noget af det mest virksomme til at bekæmpe fordomme,” siger projektleder, psykolog Johanne Bratbo.

Johanna_enafos

”Væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom”. Sådan lyder budskabet i logoet for landskampagnen EN AF OS. Den gik i luften i 2011 og løber foreløbig til  udgangen af 2015. Formålet er at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark samt bekæmpe diskrimination og udelukkelse af mennesker, der har eller har haft en psykisk lidelse. ”Helt konkret arbejder vi for at øge danskernes viden om psykisk sygdom, mindske den afstand imellem psykisk syge og raske mennesker, der fører til stigmatisering, fordomme og social udelukkelse samt skabe en større forståelse for psykisk sygdom i skoler, på arbejdspladser og alle andre steder, hvor hverdagslivet udfolder sig,” siger projektleder, psykolog Johanne Bratbo, det nationale sekretariat i København. Som et led i kampagnen fungerer 60 -70 personer, der alle har mærket psykisk sygdom på egen krop og sind, som aktive ambassadører for EN AF OS. De deltager i forskellige sociale aktiviteter rundt i landet, hvor de åbent og ærligt fortæller deres historie.

Folk rykker sig

”I den dialog og kontakt med andre får vi mulighed for at komme ud med vores budskab. Ligesom de sociale medier også har givet os platforme til at skabe rum, hvor mange har vist lyst til at følge med og bidrage med debat og oplevelser. Al erfaring siger, at netop dialog og dermed viden og indlevelse er noget af det mest virksomme, når man vil bekæmpe fordomme. Vores ambassadører har været på et træningskursus i formidling og vi har selvfølgelig talt med dem om vigtigheden af, at de passer godt på sig selv i denne sammenhæng.”

Hvilke forventninger har I til kampagnen?

”Det er vores store håb, at mennesker ramt af psykisk sygdom efter kampagnen ikke i samme grad som tidligere skammer sig. Forhåbentlig vil de ude i samfundet møde større åbenhed og dermed være helt anderledes parate til at søge hjælp i tide. I stedet for at gemme sig. Når vi her og nu tager en temperaturmåling på effekt, må vi sige ja, der sker noget. Folk rykker sig.” Bag EN AF OS står: Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, regionerne, TrygFonden, PsykiatriNetværket, Psykiatrifonden, Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold og KL.

En bestemt uge i 2005 knækker filmen fuldstændig for Kim Bach. Han går totalt amok. Udarter sig dybt psykotisk.Sit sociale liv har han i en længere periode henlagt til værtshuse. Indtaget af alkohol er bastant. Tirsdag aften i den famøse uge søger den 42-årige mand til sit stamværtshus på Vesterbro. På vejen møder han to afrikanske prostituerede kvinder. De hiver ham med på et hotel. Her har han sex med den ene og betaler omkring 6.000 kr. Det er første gang i ni år, han er sammen med en kvinde. ”At jeg følger med de to er så totalt imod alle mine principper. Jeg har altid haft stor medfølelse med de afrikanske kvinder, som kommer til Danmark dømt til prostitution. Jeg er den dag slet ikke mig selv. Onsdag beslutter Kim Bach, at han ikke længere vil bo i sin lejlighed i Tåstrup. Han flytter på hotel i København og render de fleste af døgnets timer hvileløst rundt i byen. Alt er mørkt i hans univers. Han passer ikke sit arbejde som selvstændig IT-konsulent og skriver mærkelige breve til sine forældre i Vejle. Hans højtelskede Mac er også gået i stykker. Den bliver omgående erstattet af en ny. Den dag køber han møbler, computer, iPods og andet elektronisk udstyr for 50.000 kr. Og opsiger sin pensionsopsparing med ordene: ”Jeg tror på ungdommen. De skal nok betale for min alderdom.” På et tidspunkt øjner han en due, som bliver overfaldet af en skade. Han redder duen og taler derefter længe med den. Følelsen af at kunne kommunikere med dyr er rar og beroligende. I weekenden skal Kim Bach besøge sine forældre og sin bror i Jylland. Han når frem til broderens bopæl kl. tre lørdag nat. Men allerede tidligt næste morgen invaderer han Vejle gågade med computere og iPods, danser hæmningsløst omkring alle tingene, mens folk ryster på hovedet. En rand af unge stimler sammen omkring ham. Og han forærer dem alt, hvad han ejer. Ingen kan eller vil se, at her er en mand, der har det rigtigt dårligt. En mand med akut behov for hjælp. Da Kim Bach senere på søndagen står i Vejle å med armene strakt mod solen og taler om Gud, bliver han hentet af sin bror og Falck og indlagt på Vejle Sygehus.

Afskrev familien

”Da følte jeg at jeg havde mistet alt. Min kontrakt som IT- konsulent var væk. Alt var tabt. Men jeg var fri og kunne bare sove.” Kim Bach bliver overført til først Horsens Sygehus. Og her falder diagnosen efter ganske kort tid: Bipolar affektiv lidelse – på godt dansk manio-depressiv. Senere kommer han til Glostrup. I alt er han indlagt to måneder på lukkede afdelinger. Barndomshjemmet – et parcelhus i Hvidovre - er trygt og godt. Moderen er uddannet frisør og driver i en periode egen salon på Nørrebro. Faderen elektriker, men har en stilling som værkfører i en større produktionsvirksomhed. ”Som dreng blev jeg nok overbeskyttet – specielt af min mor. Da jeg var syv år blev jeg  meget alvorligt syg af en underbehandlet halsbetændelse. Betændelsen spredte sig til andre organer og jeg var i flere år på penicillin. Jeg klarede mig faktisk godt i skolen og havde én god kammerat i de små klasser. Senere i folkeskolen gik jeg derimod nærmest rundt i en zombie- agtig tilstand og følte jeg ikke hørte til nogen som helst steder.” Det var Kim Bachs fars ønske at han blev matematisk student og derefter påbegyndte en uddannelse til civilingeniør. ”Dengang traf jeg aldrig mine egne valg. Jeg var flink og autoritetstro og følte mig rigtig meget ensom i gymnasiet. Blev betragtet som en nørd, der gik rundt med sin fars attachétaske. Jeg var nødt til at tilpasse mig og viste aldrig den person, jeg virkelig var. Min mor sagde engang til mig: ”Hvornår gør du oprør?” I juni 2005 bliver Kim Bach dybt deprimeret udskrevet fra Glostrup Sygehus til absolut ingenting. I bagagen ud af døren får han dog et telefonnummer til den lukkede psykiatriske afdeling. Han er ude af stand til at arbejde, men nægter at lukke sit IT-konsulentfirma. Han lever af sin opsparing og har et frivilligjob. Men allerede i 2007 er han tilbage i IT- branchen med et fast arbejde i en mindre konsulentvirksomhed. Her er han de næste tre år. Så lander en fyreseddel. ”Jeg blev først og fremmest afskediget på grund af krisen, men inden da havde jeg åbnet mig overfor en kollega omkring min sygdom. Jeg tog for givet, at vores samtale var fortrolig, men han refererede den videre til ledelsen. Jeg blev derefter kaldt til et møde, hvor min chef sagde:”Vi er lige så interesseret i at høre om psykisk sygdom som om kvinders underlivsproblemer.” Jeg var lamslået. Hele seancen var så grotesk, men den sendte mig tilbage i et stort, bundløst sort hul.”

Kæreste

Kim Bach får sin første kæreste som 24-årig. En kvinde på kun 17 fra en fransk- dansk familie. ”Der var ikke noget med at skjule følelserne. Jeg kom ind i et helt andet temperamentsfuldt, intellektuelt miljø. Faderen kunne bygge huse og var i mine øjne en rigtig mand. Han blev en stor rollemodel. Mine forældre kunne ikke udstå min kæreste og det betød, at jeg i to-tre år afskrev min egen familie. Da hun forlod mig, græd jeg uafbrudt i tre uger og mistede alt selvværd.” I dag lever Kim Bach alene, men han har også et ægteskab med en amerikansk kvinde bag sig. De var sammen i seks år. ”Både min ekskone og min bror har igennem årene appelleret til mig om at søge hjælp. De kunne se faresignaler for psykisk sygdom. Men jeg sad deres advarsler overhørig. Jeg ville i de år ikke se at noget var galt. Jeg forsvandt i stedet ind i arbejdet.”

Hel gruppe stemples

Efter den brutale afskedigelse i 2010 går det helt galt for Kim Bach. Men samtidig bliver endnu en indlæggelse og nedtur et markant vendepunkt i hans behandling. ”Endelig får jeg den behandling, jeg burde ha’ fået i 2005. Jeg kommer i kontakt med både social- og distriktspsykiatrien, bliver korrekt medicineret og får indsigt i min sygdom. ”Hvordan ser du dig selv i dag? ”Jeg oplever mig selv som en aktiv person med mange venner og bekendte. Jeg er et engageret menneske, som er på vej tilbage til arbejdsmarkedet. Én der lever et normalt liv med udfordringer. Jeg har været indlagt to gange af kort varighed siden 2010. Distriktspsykiatrien er dygtige. De har taget både depressive og maniske perioder i opløbet. Og så betyder det meget for mig at ha’ en hjemmevejleder, der følger mit liv.” Kim Bach har valgt en udstrakt åbenhed omkring sin psykiske sygdom. Derfor er han også ambassadør i landskampagnen EN AF OS. Men at være ærlig og tale frit om de barske nedture kan koste – ikke mindst arbejdsmæssigt - så samme attitude vil han ikke ubetinget anbefale til alle. Hver enkelt person skal være uhyre bevidst om de  konsekvenser, der kan ramme. ”Jeg er da ret overbevist om, at visse arbejdsgivere vil sortere mig fra, hvis de kender til min sygdom. I dag er jeg i virksomhedspraktik og mine kolleger ved alt om min diagnose. Det er vigtigt, fordi den viden fjerner misforståelser. De forstår hvis jeg i en periode tjekker ud og er lidt stille.” Der mangler ifølge Kim Bach viden om psykisk sygdom ude blandt danskerne. Når vi kan læse i aviserne om en uhyggelig sag, hvor en psykisk syg har forulempet eller dræbt et andet menneske, bliver en hel gruppe stemplet. Fordomme om at folk med en psykisk lidelse er farlige og ikke kan leve et normalt liv florerer stadig. ”Den holdning vil jeg godt være med til at lave om på. Og instrumentet til det er oplysning. Masser af oplysning. Så kan vi udradere mystikken, usikkerheden og angsten. Og tænk hvis det en dag blev sådan, at folk på baggrund af seriøs oplysning var i stand til at spotte symptomerne på psykiske lidelser. Se når nogle af deres nærmeste eller kolleger har brug for hjælp. Jeg håber på at vi i fremtiden bliver mere opmærksomme på hinanden. Skruer ned for stressen og viser større forståelse. Og så vil jeg godt kæmpe for et mere rummeligt arbejdsmarked.”

Hvordan tænker du fremtid? ”Jeg har en drøm om at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og selvfølgelig om at fortsætte med at være stabil. Jeg har bygget et godt netværk op og måske kunne jeg forestille mig at gå i retning af at blive politisk aktiv.”