Alt for mange børn som viser udpræget tegn på ADHD får ikke en diagnose. Det er i høj grad piger fra hjem med social lav status, der bliver overset. Et studie publiceret af Cand. scient. san, ph.d. Kathrine Bang Madsen i 2017 konkluderede, at halvdelen af de børn, der som syvårige deltog i hendes undersøgelse og viste tydelige tegn på ADHD, fik ikke en diagnose. Men hun påpeger, at der er en iøjenfaldende geografisk variation, når det gælder at stille diagnosen. I f.eks. Nordsjælland er tallet højt – i Vestjylland ligger det meget lavt.

Tidlig opsporing af ADHD er afgørende

”Det kan være tegn på, at der både bliver overdiagnosticeret og at et stort antal børn går rundt, uden at man opdager deres vanskeligheder,” konstaterer Kathrine Bang Madsen. Konsekvenserne ved at være et udiagnosticeret ADHD-barn kan blive voldsomme. ”Tidlig opsporing er det ideelle og altafgørende, men det er svært at få øje på de piger, der gemmer sig og går langs væggen. Det er piger, der har svært ved at planlægge, færdiggøre deres opgaver og som ikke føler sig forstået. Deres vanskeligheder kommer ofte først frem i lyset, når de har nået 12-års alderen, hvor de har udviklet tillægslidelser som angst og depression. Det er disse lidelser, der i første omgang bliver fokuseret på, men det bagvedliggende problem er den udiagnosticerede ADHD.

Betydelige konsekvenser, når ADHD overses

For drenge uden diagnose bliver det sværere at gå i skole, hvis de ikke møder forståelse for deres vanskeligheder eller modtager støtte. De kan opleves som umulige og hører måske ikke efter. Ofte vil der forekomme stort fravær fra skolen, og til slut bliver det svært for dem at komme tilbage. Mange af de unge drenge vil muligvis aldrig gå videre til en ungdomsuddannelse. Så en udiagnosticeret ADHD vil få betydelige konsekvenser for, hvordan barnets liv udvikler sig. For hvordan det lille menneske har det med sig selv. De børn og unge mister selvtillid. Men også deres familier bliver ramt. De føler sig magtesløse.”

Hvad betyder det for samfundet?

”I kroner og øre betyder det en hel del. De udiagnosticerede piger bliver hyppigere unge mødre uden at kunne klare det ansvar. Blandt de kriminelle i fængslerne har en stor del ADHD. Og så kan vi konstatere en højere dødelighed blandt unge og voksne med ADHD  - bl.a. på grund af trafikulykker.”