Linda Nordahl Christensens søn Rene var allerede anderledes i børnehaveklassen. Han var meget voldsom og kunne ikke sidde stille, og en undersøgelse på Børnepsykiatrisk ambulatorium gav diagnosen ADHD og desuden OCD (tvangstanker). Derfor begyndte Rene kort efter i en specialskole. “Han kunne og kan ikke gå i en almindelig skole, for han kan ikke være i et rum med mange mennesker, og hvis han så endda skal lære noget samtidig, kræver det, at der er en lærer, som ved, hvad det handler om. En lærer som han dermed kan få tillid til. Ellers vil han ikke få noget ud af det, for de vil ikke kunne nå ind til ham. Men på specialskolen ved de, hvad der skal til,” forklarer Linda Nordahl Christensen.

Et skjult handicap

“Da Rene begyndte, havde han meget med at fare op, hvis bare man tog ham almindeligt i armen for at sige ‘nu stopper du’ og lignende. Men på den nye skole har de lært ham at acceptere det. For de gik simpelthen ind og trænede de her ting fra starten af,” fortæller hun. Skolens leder, Ingvald á Kamarinum, forklarer, hvorfor det er så vigtigt at tackle ADHD børn på den rigtige måde. “Med mongolbørn er man ikke i tvivl om, at man ikke skal stå og råbe dem ind i hovedet, men det er svært med børn med skjulte handicap som ADHD, for de bliver ofte modtaget forkert, og de er jo ligesom alle andre enormt modtagelige over for reaktioner og føler sig let afvist, fordi de oplever, at de bliver straffet for ting, som de ikke selv er herre over. Det starter tit i 0. eller 1. klasse, hvor de ikke kan honorere de krav, folkeskolen stiller til dem, og de fylder jo meget i sådan en klasse. Så det handler om at møde dem og forstå det handicap, de har, og at gøre det allerede fra starten,” siger han.

Ingvald tog ham simpelthen op på skuldrene og gik igennem hele Eksperimentariet, mens Rene sad der og hylede og skreg.

Kan virke brutalt

Linda Nordahl Christensen fortæller om et af de konkrete tilfælde, hvor skolen arbejdede med Rene på en måde, som ikke ville være muligt på en almindelig skole. “Ingvald tog ham simpelthen op på skuldrene og gik igennem hele Eksperimentariet, mens Rene sad der og hylede og skreg. Det kan virke brutalt, men de gør det, så barnet forstår, at der ikke sker noget. Det er det, de gør ude på skolen. De konfronterer børnene på et rimeligt plan og får dem igennem det, så de kan se, at det her overlever de altså.”