Jeg fik ufatteligt meget klø i skolen - og jeg blev kaldt for papegøjen, fordi jeg altid snakkede i timerne. Jeg havde ingen konsekvensberegning - jeg blev ved - og havde ikke nogen stopklods

Som barn var Khaled en krudtugle. Han var altid på jagt efter spænding, i bjergene, på jagt efter slanger eller rådyr, han kravlede i træerne, hang ud med de militante, havde en passion for våben og krig - og hans mor kunne ikke styre ham. ”Jeg fik ufatteligt meget klø i skolen - og jeg blev kaldt for papegøjen, fordi jeg altid snakkede i timerne. Jeg havde ingen konsekvensberegning - jeg blev ved - og havde ikke nogen stopklods”.

Misforstået uopdragenhed

I Danmark kom Khaled ind i en klasse, hvor alle talte dansk, og han følte hurtigt, at det var andre ting, der skulle til, for at han kunne være med. ”Det var sjov, ballade og ekstreme ting; jeg turde gøre alt det, som de andre synes var skamfuldt – så gjorde jeg bare det, og det grinede de andre af. De syntes, jeg var sej”. Der var aldrig nogen, som talte om ADHD. ”Jeg tror, lærerne dengang tænkte, at det var kulturelt betinget - altså at man var så uopdragen og så ødelagt af krig. Set i bakspejlet, så jeg lignede jo rent faktisk nogle af de andre børn, men fordi jeg så anderledes ud, så var det nemt at sige, at min adfærd skyldtes noget kulturelt, noget sprogligt eller forholdene derhjemme”.

Da jeg skulle fortælle min historie, så var der ingen tvivl hos behandlerne; de tænkte på ADHD

Endelig en ADHD-diagnose

Khaled fandt først ud af, at han havde ADHD, da han kom i misbrugsbehandling. ”Da jeg skulle fortælle min historie, så var der ingen tvivl hos behandlerne; de tænkte på ADHD”. Og Khaled kunne godt genkender sig selv i symptomerne: ustruktureret, forvirret oppe i hovedet, kunne ikke sidde stille, dagdrømte og kunne ikke følge med i noget. ”Det var en lettelse, for jeg har altid troet, at jeg fejlede noget. Jeg har altid følt mig unormal, som om jeg var født med en personlighedsdefekt, men nu så jeg en sammenhæng og det gav mening og ro.” Det var vendepunktet i Khaleds liv, og han kunne sige: ”jeg er et godt mennesker, jeg har et stort hjerte, jeg er ok”.

ADHD mangler synlighed

Khaled har stadigvæk udfordringer og mærker sin ADHD i hverdagen. Han bruger meget energi på at styre tankerne, og det kan være rigtigt svært at være struktureret, svært at huske og svært at styre sine impulser og følelser, men han har et kald. Ligesom han har brugt megen energi på at fortælle om misbrug, og hjælpe unge mennesker til at forstå, at der ikke er noget skamfuldt i et misbrug eller i at få hjælp. Så gør han rigtigt meget for at gøre opmærksom på ADHD. Han synes stadig, der mangler synlighed omkring ADHD, og han oplever, at ADHD er forbundet med skam hos etniske minoriteter. ”Mange tænker: mit barn skal ikke sættes i bås, men hvad så når dit barn har det ad helvede til hver evig eneste dag”, spørger Khaled. Selv er han ikke i tvivl: ”man får ikke hjælp ved at gemme det væk. Ting vokser altid i mørket, aldrig i lyset. Det er det sammen med ADHD.”