Danmark topper gang på gang listen over verdens lykkeligste folkefærd, og det er paradoksalt, for det går faktisk den helt forkerte vej med danskernes psykiske sundhed, mener Knud Kristensen.

Og der er måske noget om snakken. I sundhedsstyrelsens rapport ’Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2013’ fremgår det, at andelen af danskere med dårligt mentalt helbred er steget fra 10 til 10,7 procent fra 2010 til 2013 - en stigning der måske ikke ser så voldsom ud - men med tanke på at 1 ud af 10 ikke har det psykisk godt, er det en stigning der understreger en negativ tendens vi skal have vendt. Vi har bedt Knud Kristensen forklare hvorfor, men først er det på sin plads med en definition af begrebet psykisk sundhed.

Vi ved det ikke med sikkerhed, men vi kan i hvert fald se, at samfundet bliver mere og mere komplekst. Der stilles flere og større krav, og så er der mange, som falder udenfor.

Den klassiske definition er fraværet af psykisk sygdom, men helt så enkelt er det ikke. Man kan nemlig godt være psykisk sund, selvom man har en psykisk sygdom – og omvendt. Derfor må vi definere psykisk sundhed som det at have det godt psykisk.

Udviklingen skal vendes

Men hvad er så årsagen til, at det går den forkerte vej med den psykiske sundhed?

"Vi ved det ikke med sikkerhed, men vi kan i hvert fald se, at samfundet bliver mere og mere komplekst. Der stilles flere og større krav, og så er der mange, som falder udenfor. Jeg er bekymret for danskernes psykiske sundhed, og tendensen skal vendes, ellers vil den fremover accelerere hurtigere i den forkerte retning, hvor samfundet har indrettet hjælpeapparatet for psykisk sårbare personer forkert.

Vi er relativt gode til at tage os af de personer, som er virkelig syge, men vi mangler noget at sætte ind med i de tidlige faser, hvor man skranter, men endnu ikke er blevet helt syg.

Forklaringen skal findes i en samfundstendens, som har mindsket familiens indflydelse på individets velbefindende. I gamle dage var psykisk sundhed noget, som familierne og vi selv tog os af. Men i dag er er der flere og flere, som bor alene og langt væk fra familien. Det betyder, at vi mere end tidligere har brug for hjælp fra det offentlige og civilsamfundet.

Alle skal tage mere ansvar

For at vende tendensen er der brug for store omvæltninger på flere niveauer.

For det første skal vi ikke glemme, at familierne stadig bør spille en rolle. For det andet skal civilsamfundet være mere bevidst om sit ansvar. For eksempel skal foreningslivet tage et større ansvar for medlemmernes psykiske velvære. Men man skal også have midlerne og værktøjerne til det, så for det tredje må staten give videre rammer for civilsamfundets ageren – både økonomisk og juridisk.

Men hvad med individet? Er vi selv helt uden ansvar for vores egen psykiske sundhed?

Det er svært at stille krav til folk, som har det meget skidt, men selvfølgelig har den enkelte også et medansvar. Især i den tidlige fase, hvor det ikke er gået helt galt endnu.

Vi skal først og fremmest blive bedre til at erkende, hvis vi har brug for hjælp. At vi ikke kan altid kan klare alting selv, og at det er ok at spørge om hjælp. Udviklingen skal vendes, for det vil give gevinst både socialt og økonomisk for hele samfundet."