”Mine tvangshandlinger startede for otte år siden, da jeg var 15 år. Jeg blev mere og mere angst for bakterier og blive beskidt, og jeg begyndte at udvikle ritualer, som jeg blev nødt til at gøre i min dagligdag. Det gjorde, at jeg trak mig fra det sociale og skolen. Men det viste sig at være det værste, jeg kunne gøre,” fortæller Jonas Kramer.  Sådan startede tvangslidelsen for Jonas, men problemerne udviklede sig, da han ikke fik tilstrækkelig hjælp til at håndtere sine problemer. ”Jeg pjækkede mere og mere fra skole. Jeg gik hjemme, fordi jeg troede, det var det bedste. Hjemme følte jeg nemlig ikke angst ved at være sammen med andre. Sådan gik jeg nogle år, mens jeg fik flere og flere tvangstanker,” fortæller Jonas Kramer. Op mod 29 procent af befolkningen oplever faktisk tvangstanker eller tvangshandlinger i mere eller mindre grad. Men for nogle – ligesom Jonas - udvikler det sig til OCD eller tvangslidelse. Hvis tvangslidelsen ikke bliver behandlet og får lov til at udvikle sig, kan det føre til social isolation, depression og selvmordstanker. Det oplevede Jonas Kramer på egen krop, og han fortryder i dag, at han ikke fortalte verden om sine psykiske lidelser noget før.

Psykiatrisk hospital blev udvejen

Der gik fem år, hvor tvangslidelsen fik lov at udvikle sig, og de negative tvangstanker fik lov til at få mere og mere magt over ham. Men så blev han indlagt og modtog en afgørende hjælp. ”Jeg var indlagt på et psykiatrisk hospital i to måneder. Jeg var helt nede og på randen af selvmord forinden. Men på det psykiatriske hospital fik jeg snakket og delt mine problemer med andre. Det var en stor hjælp. Jeg havde dog stadig svært ved at indse problemets omfang og alvor,” siger Jonas Kramer.

Forældrenes reaktion

Det var først da Jonas så, hvad de psykiske problemer gjorde ved hans forældre, at han fattede alvoren. ”Jeg kunne se, hvor hårdt det var for dem. Det var ikke kun mig selv, det gik udover. Jeg blev nødt til at få det bedre, også for deres skyld. Den indsigt var et vendepunkt for mig,” fortæller Jonas Kramer. Efter otte år med OCD og adskillige indlæggelser er Jonas endelig ved at være oven på. I dag tager han et studenterkursus på fuldtid, og det var helt utænkeligt for bare et år siden, fortæller han.