Tvangstanker og –handlinger har totalt taget magten over Carsten Stoemann Rasmussen, da han er i begyndelsen af 20’erne. Han balancerer helt ude på kanten, hvor selvmord virker som den eneste rigtige løsning. Han mener ikke længere, han har ret til livet.

Når jeg kørte i bil til arbejde, kom tanken om, hvor let det var at dreje rattet og køre ind i den pædagog, der gik med en masse små børn inde på fortovet. Ligesom tanken om at stikke en kniv i ryggen på min mor, når vi vaskede op, fløj igennem mit hoved.

”Angsten for at miste kontrollen over mig selv fyldte alt. Når jeg kørte i bil til arbejde, kom tanken om, hvor let det var at dreje rattet og køre ind i den pædagog, der gik med en masse små børn inde på fortovet. Ligesom tanken om at stikke en kniv i ryggen på min mor, når vi vaskede op, fløj igennem mit hoved. Jeg blev så angst for, om jeg virkelig havde lyst til at gøre de grusomme ting, når de overhovedet kunne tage form i mit hoved.”

Tidlige tegn på OCD

Carsten Stoemann Rasmussens første symptomer på den psykiatriske lidelse Obsessive Compulsive Disorder, OCD, viser sig, da han er omkring seks år. Han bliver ikke undersøgt og udredt. Og kommer derfor ikke i nogen form for behandling. ”I de første år kom min angst til udtryk ved overdreven grundighed ved toiletbesøg. Det var dengang, man var begyndt at tale om aids, og jeg var bange for at blive smittet.”

Lidelsen tager for alvor fat for Carsten Stoemann Rasmussen i teenagealderen. I de år udvikler han et væld af tvangstanker og -handlinger. Bl.a. ligger han under for et mærkeligt ritual om ikke at puste luft ud, når han ser på et andet menneske. Han er bange for at vedkommende bliver syg eller kommer ud for en ulykke.

”Min sygdom blev værre og værre. Den fyldte alt. Og overskriften var angsten for at miste kontrol. Mine tanker begyndte også at have en seksuel karakter. Der var megen debat om pædofili i medierne, og jeg var bange for, at jeg havde en så afvigende adfærd, at jeg kunne få lyst til børn. Jeg var ca. 25 år, helt isoleret - uden venner og kæreste og boede stadig hos mine forældre. Det eneste, jeg orkede, var at passe mit arbejde i en isenkræmmerforretning. Der var jeg god til at skjule min sygdom. Mit liv var blottet for kvalitet.”

Specialiseret behandling for OCD

De mange år med en ubehandlet sygdom resulterer i, at Carsten Stoemann Rasmussen bliver ramt af en dyb depression. Han vælger at lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling og ryger på den måde ind under distriktspsykiatrien. Her falder endelig en diagnose efter få samtaler med en psykolog. Men han magter til sidst ikke længere at arbejde og får tilkendt førtidspension som 34-årig. Den altafgørende forandring i Carsten Stoemann Rasmussens liv indfinder sig i 2012, hvor han kommer i specialiseret behandling på en OCD-klinik.

”Fra det øjeblik fik jeg et liv. Jeg var ikke pædofil. Jeg led 'blot' af OCD.  Nu kan jeg styre min sygdom, og jeg passer på mig selv, så jeg ikke igen ender i en depression. I dag er jeg i medicinsk behandling, kombineret med en månedlig samtale med en psykolog indenfor distriktspsykiatrien.”

Livskvalitet, job og kæreste

41-årige Carsten Stoemann Rasmussen beskriver sit liv som dejligt og fuld af kvalitet.

”Specielt i forhold til hvor langt ude, jeg har været. Nu har jeg en vennekreds, bor sammen med min kæreste, kan passe et skånejob, har skrevet bogen ”OCD-drengens TABU” og holder foredrag om mit liv med OCD.

Mit råd til andre med OCD er helt klart: Lad være med at skjule din sygdom. Når du har erkendt, at du har brug for hjælp, så gå til egen læge og bliv henvist til en psykolog. Det er altafgørende at komme tidligt i behandling.”