I Danmark bliver flere diagnosticeret med psykiske lidelser, og samtidig er der et stigende antal henvisninger til en i forvejen presset psykiatri. Hver femte dansker vil i løbet af ét år have psykiske symptomer svarende til en eller flere psykiske lidelser. Der er stormangel på psykiatere ude i landet - ikke mindst der, hvor der generelt er lægemangel. Og sådan vil det fortsat være i de kommende år. Det er der flere grunde til: For få læger uddanner sig til psykiatere, nogle af de unge studerende springer fra undervejs, og nogle dygtige psykiatere får arbejde i udlandet for at slippe væk fra dårlige arbejdsforhold herhjemme.

Udfordringer i rekrutteringen af psykiatere

Psykiatrien tiltrækker mange yngre læger, fordi uddannelsen er interessant og godt tilrettelagt. Men der er flere udfordringer, der får læger til at springe fra. Psykiatrien er så presset, at det ofte bliver vanskeligt for de yngre læger at få den uddannelse, som de stilles til udsigt f.eks. tid til den vigtige sparring og dialog med ældre, rutinerede kolleger - og som samfundet forventer, de får. Den nye formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, overlæge Gitte Ahle, mener, at vi står over for en kæmpe udfordring i Danmark. Det er bydende nødvendigt, at der bliver arbejdet for, at det igen bliver attraktivt at uddanne sig til psykiater og at blive i Danmark efter endt uddannelse.

Negativ medieomtale af psykiatrien

En af årsagerne til den akutte mangel på psykiatere kan også være en medieomtale, der skaber et dårligt billede af psykiatrien. En medieomtale, der fokuserer på for få senge, for mange patienter og for megen brug af tvang. Men manglen på personale er en medvirkende årsag til noget af kritikken: Jo flere hænder, des bedre og hurtigere behandling, kortere indlæggelser og mindre brug af tvang. “At nedbringe tvangen varigt er ikke nanoscience. Vi ved præcist, hvad der skal til. En række undersøgelser viser, at antallet af bæltefikseringer falder, når der er tilstrækkeligt med personale på en afdeling,” fastslår Gitte Ahle. Og hun tilføjer, at psykiatere jo ikke kun beskæftiger sig med medicin, bælter og andre former for tvang. De bruger mindst lige så meget tid på psykoterapi.

Dansk psykiatri skal løftes massivt

For Gitte Ahle er det indlysende, at psykiatrien har brug for et massivt løft og flere hænder. “Alt for mange får ikke den behandling, de har brug for og krav på. Det har konsekvenser - både for patienterne, for de pårørende, for medarbejderne og for samfundet generelt. Vi kan ikke være det bekendt,” siger hun. “Der er et stort og akut behov for en Psykiatriplan II, ledsaget af nye midler. Det er alle, der er tæt på psykiatrien, fuldkommen enige om,” fastslår overlæge Gitte Ahle. Og hun er ikke alene om det. PsykiatriAlliancen, en paraplyorganisation, der består af 33 interesseorganisationer på området, bakker op om budskabet.

Vi skal tænke psykiatri på en ny måde

Problemet er ikke kun, at der mangler penge. Ofte bliver de midler, der er i puljen, brugt forkert. “For eksempel har vi bundet mange penge i registrering og administration, som vi hellere skulle bruge på varme hænder,” udtaler Gitte Ahle. Hun mener, at en af løsningerne på den pressede psykiatri er at lytte til de stemmer, der hver dag mærker konsekvenserne: “Hvis man vil have en psykiatriplan, der virker, er man nødt til at invitere patienterne og medarbejderne med – ligesom man er nødt til at ledsage planen af nye midler. Vi har brug for en gennemgribende ændring af den måde, vi tænker psykiatri på.”