Mine gamle kollegaer i Folketinget skulle få øjnene op for psykisk sårbarhed. De skulle være klar til at ligestille psykisk sygdom med fysisk sygdom. Mennesket skulle i centrum, og systemerne skulle træde i baggrunden og se på, hvordan de kunne hjælpe hver enkelt til at realisere det gode liv. Kort sagt samfundet skulle i stigende grad inkludere, acceptere og støtte psykisk sårbare.

Angst koster samfundet 8,6 milliarder om året

Ambitionerne var ikke små dengang. Landvindinger er siden blevet gjort, og bevægelser er blevet sat i gang, men udfordringerne står stadig tilbage i tifold. Vores samfund har ændret sig mærkbart, og psykiatrien har ikke kunnet følge med. Nu står vi i en situation, hvor trykket er umenneskeligt hårdt. Flere psykiatriske afdelinger mangler højtuddannet og kvalificeret personale. Og når regningen skal gøres op, topper psykiske sygdomme listerne, både når det gælder førtidspensioner og produktionstab – alene den udbredte angst koster samfundet 8,6 milliarder om året. Vigtigst af alt – bag de svimlende tal og mange statistikker står mennesker som dig og mig. Psykisk sårbare, der bliver hægtet af det buldrende samfundstog, der i et opskruet tempo suser afsted.

Mistrivsel ofte trækkes med ind i voksenlivet

Vi ved, at tidlige psykiske symptomer og mistrivsel ofte trækkes med ind i voksenlivet. Hovedparten af psykisk sygdom kommer til syne i ungdomsårene. Derfor er det så vigtigt at sætte tidligt ind og tage hånd om problemerne, når de opstår. Børn og unges mentale trivsel har stor betydning for, hvordan de fungerer i skolen, fungerer i sociale sammenhænge og på arbejdsmarkedet senere hen i livet. Det er ikke blot et spørgsmål, der berører den enkelte unge. Det har vidtrækkende konsekvenser for den sociale sammenhængskraft i vores samfund. Når hver tredje dansker kommer i behandling for en psykisk lidelse i løbet af livet, så står vi over for et fælles problem, som vi ikke kan lukke øjnene for.

Psykisk sårbarhed burde være øverst på dagsordenen.

Det burde være en folkesag – en af de største folkesygdommen, men det er stadig den mindst folkelige, som vi ikke taler så meget om. Til trods for, at forbundsformand i Politiforbundet, Claus Oxfeldt, har fastslået, at hverken terror, parallelsamfund eller cyberkriminalitet er politiets største udfordringer. Det er derimod arbejdet med at afhente og sikre de hårdest ramte psykisk sårbare og syge mennesker – politiet gør, hvad de kan, men omfanget heraf udstiller også vores samfunds armod.

Vi skal nebryde tabuer

Udfordringerne her hænger uløseligt sammen med, at psykisk sygdom stadig er omgærdet af tabuer, myter og misforståelser. Mennesker med alvorlig psykisk sygdom dør omkring 15 år tidligere end den gennemsnitlige befolkning. Psykisk sygdom og mistrivsel rammer socialt skævt, og tendenserne i vores samfund peger på, at stress, angst og depressioner i stigende grad får fat blandt befolkningen og især blandt de yngste generationer. Derfor skal vi ikke forfalde til en ensporet prioriteringsdebat men erkende, at dette område skal vi prioritere, hvis samfundet ikke skal knække over. Vi må ikke havne i en situation, hvor der er dem, der kan klare præstationssamfundets opskruede tempo og dem, der bliver hægtet af og ikke bliver grebet af sikkerhedsnettet. Kan vi ikke gøre det lidt bedre? I fællesskab, for vores allesammens skyld.