Af Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden og speciallæge i psykiatri, og Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden

Tabu er noget forbudt.  Tabuer er fordomme. De fører til stigmatisering og udstødelse.  Det er noget, man nødigt taler om og ikke vil have noget at gøre med. Der følger angst og skam med, både for den, der har en sygdom, og for pårørende, familie og venner.

Tag hul på snakken

Mange af de mest tabubelagte sygdomme er usynlige. Det gør det let for omgivelserne at være blind for sygdommen, men det får også sygdommen til at gøre ekstra ondt på den, der har den. Selv om det kan være utrolig svært at tage hul på en snak om, at man kæmper med en psykisk sygdom eller et misbrug, har rejsningsproblemer eller en svær hudlidelse, så oplever de fleste en kæmpe lettelse, når de først får talt om det. Og omgivelserne er oftest glade for at blive lukket ind og for at kunne stille de mange spørgsmål, der måske har banket på længe. De ubesvarede spørgsmål kan få sygdommen og dens konsekvenser til at blive et stort spøgelse, man slet ikke tør nærme sig, af skræk for, hvordan den syge vil reagere.

Stærke ord og følelser

Sproget kan forstærke tabu. Når nogen f.eks. for sjov bruger ordet 'skizofren' om en, der er ubeslutsom, så er det både misforstået og stigmatiserende for den, der har skizofreni. Og det er medvirkende til, at den, der har en 'forbudt' sygdom, også påfører sig selv det tabu. At den, der har sygdommen, måske holder op med at tro, at han eller hun dur til noget eller fortjener noget fra andre. Man holder sig for sig selv, og man holder måske mund med, hvordan man har det.

Gør det lettere at komme igennem

Måske skyldes tabu også hensyn til fællesskabet på et helt primitivt plan fra den gang, vi begyndte at være mennesker. Hvis man havde en sygdom, blev man holdt ude af fællesskabet, som var afgørende for ens liv. Derfor har vi måske en nedarvet tilbøjelighed til at skjule vores svagheder og vil ikke så gerne kendes ved dem hos andre.
For få hundrede år siden forbandt man nogle sygdomme med besættelse af en dæmon. Det gjaldt ikke mindst de psykiske sygdomme. I dag ved vi heldigvis bedre. Og det gør det så meget vigtigere, at vi også husker det og bruger samtalen til at bryde tabumuren ned. Uanset, om det er svært at tale om. Tabuer skal tales ihjel.