”Min første biograftur uden linser, der sad jeg og græd. Det var helt vildt. Når man er vant til at bruge linser, til at vågne hver morgen og skulle tage linser eller briller på for at kunne se noget, så var det simpelthen en åbenbaring at kunne se så godt.” Peter Mygind fik briller som 8-årig og kontaktlinser som 15-årig. Linserne brugte han i mange år, men det var ikke uden problemer, fortæller han, og for over ti år siden fandt han ud af, at der var et alternativ. Det var muligt at genoprette synet ved en laseroperation. ”Når man er skuespiller, kan linserne let tørre ud i lyset, og alle roller er jo ikke bygget til briller. Jeg havde minus 7 på begge øjne, så jeg var virkelig en slave af mine linser. Da jeg hørte om muligheden for en operation, talte jeg i første omgang med en ven, hvis øjenlæge havde sagt, at det var noget, man skulle holde sig fra, men jeg havde ligesom en mavefornemmelse, som alligevel fik mig til at gå videre med det. Da jeg så talte med ham, som endte med at lave operationen, blev jeg hurtigt overbevist. Han var en af dem i Norden, der havde lavet allerflest af den type operationer, og han havde endda lavet den på sin egen svigerfar,” fortæller Peter Mygind.

Find den bedste øjenlæge

Og Peter Mygind understreger, at det er utroligt vigtigt at finde en læge, der har lavet mange af disse operationer. Noget som heldigvis nok er nemmere i dag i modsætning til for 14-15 år siden, hvor han selv var en af de første danskere, der fik operationen. ”Jeg endte efter operationen på 0 på begge mine øjne, altså et perfekt syn, men der er også nogle, der ikke kommer helt derned, og nogle der f.eks. ikke kan køre bil, fordi de bliver blændet af modkørende bilister. Som ved enhver operation er der en vis risiko, og derfor vil jeg også understrege, at man virkelig skal finde nogen, der laver mange. Ligesom en hjerteoperation ikke skal laves af en, der normalt laver blindtarmsoperationer. Det er ikke lige der, man skal spare 3.000 kr.,” siger han. Peter Mygind fik lavet begge øjne på en gang, men nogle vælger også at tage et ad gangen, så man lige venter og ser, hvordan det går med det første, inden man tager nummer to. Om selve operationen fortæller han, at det gik så glat, som det kunne.

Paniksved før operation

”Under selve operationen tænker man selvfølgelig, at ’det her skal bare gå godt’, for det er jo ens øjne. Men det er overstået på et par minutter. Man er jo ikke under narkose. Man får bare en afslappende pille, og så drypper de lidt bedøvelse ned i øjet. Så skal man fokusere på den røde plet i de 45 sekunder. Men altså, der kommer røg ud af øjet, og jeg sad da og storsvedte, en form for paniksved, og glædede mig til, at han stoppede og sagde ’Det gik jo fint’. Men der skal ikke sys bagefter eller noget. Det heler af sig selv, og jeg kørte bil dagen efter. Og det er jo over ti år siden, så det kan kun være blevet sikrere og mere nøjagtigt,” siger han og tilføjer, at han i dag har en søn, der bruger briller, og som også gerne vil opereres, men som dog må vente lidt, da det er vigtigt, at øjnene er færdigudviklede.

’Nu kan du se’

Peter Mygind ville heller ikke være bange for en ny operation, hvis hans øjne udvikler sig, så han igen bliver lidt nærsynet. ”Jeg var ikke klar over, hvor fantastisk det ville være før efter operationen, og jeg var meget overrasket over, at der nærmest ingen komplikationer var,” fortæller han. ”Det var så stor en åbenbaring for mig, at det var som om, jeg havde mødt Jesus, og han havde lagt hånden på min pande og sagt: ’Nu kan du se’. Man slipper for at tænke på ting, som at ens linser sidder dårligt i øjet eller er ved at falde ud, når man er på vej til noget vigtigt, og man ser helt vildt godt. Det giver en utrolig frihed. Man kan svømme uden at skulle have dykkerbriller. Der er så mange fordele. Jeg var vant til at skulle famle efter brillerne om natten for at kunne se, og så kan man pludselig se sin kærestes eller kones krop om natten i mørket. Det er en helt ny dimension i ens liv.”