Af Mads Moltsen

Da den engelske kaptajn James Cook kom hjem fra et besøg i Tonga i slutningen af 1770’erne, havde han et nyt begreb med i bagagen: tabu. Det var egentlig et polynesisk religiøst begreb, der betegnede et forbud, men Cook beskrev det som ’det, vi ikke taler om’, og det er nogenlunde sådan, vi definerer begrebet i dag.

Tabuer er som regel betinget af et samfunds eksisterende kulturelle og sociale normer. Nogle nedbrydes, andre opstår, og nogle hænger ved. Før i tiden var sex og seksualitet et uomgængeligt tabu, men så kom frigørelsen, og i dag taler vi om sex som det naturligste i verden. Ensomhed er et af samtidens helt store tabuer – særligt blandt unge – og det er formentlig forstærket af sociale medier, hvor venner og følgere er kapital, og hvor manglen på samme anses som et personligt nederlag.

”Tabuer er emner, vi afholder os fra at tale om og beskæftige os med, fordi de vækker stærke følelser som skam, skyld og blufærdighed. Og hvis man tager fat i et tabu, kan det føre til stigmatisering,” fortæller Inger Glavind Bo, der er lektor i socialpsykologi på Aalborg Universitet, hvor hun blandt andet forsker i tabuer, skam og skyld.

Tabuer og skam kan være ødelæggende

De fleste kender den momentane skam, der kan opstå i pinlige og akavede situationer. Den er ubehagelig, men den går over. Anderledes er det med den vedvarende følelses af skam, der er knyttet til tabuer. Den kan have alvorlige konsekvenser.

Inger Glavind Bo har blandt andet beskæftiget sig med udsatte børn og unge, f.eks. børn af psykisk syge forældre, og mange af dem oplever skam, fordi familien ikke efterlever samfundets normer.

”En typisk forsvarsstrategi er, at man synker i jorden, trækker sig fra sociale sammenhænge og i sidste ende samfundet. Det kan være dybt problematisk,” fortæller forskeren.

Skamfølelsen kan opleves som et angreb på selvet og være ødelæggende for selvfølelsen. I værste fald kan det resultere i aggressiv og voldelig adfærd.

”De mest ekstreme konsekvenser ser vi, når mennesker oplever så stor skam, at de ikke kan komme videre. Et skrækeksempel er familiefaderen, der skammer sig så meget over at være gået konkurs, at han vælger at gøre det af med sig selv og familien,” siger Inger Glavind Bo.

Den tragiske ironi er, at man er nødt til at italesætte tabuer, hvis man ønsker at komme dem til livs. Vi må altså tale om det, vi ikke taler om.

”Nogle gange sker det naturligt i takt med, at samfundet og de sociale og kulturelle normer udvikler sig. Andre gange må man gå mere proaktivt til værks og sætte fokus på det fra politisk hold ved at afsætte midler til projekter, der adresserer tabuerne,” siger Inger Glavind Bo og fortsætter:

”Hvis ikke vi taler om problemerne, har vi ikke øje for dem, og så får de lov til at udvikle sig i det skjulte.”

Skammens sociale funktion

Her kunne det være fristende at konkludere, at tabuer og skam er ukonstruktive størrelser og derfor konsekvent må bekæmpes, men så enkelt er det ikke. De kan nemlig også have en positiv side i kraft af deres sociale funktion.

Skammen, som kan være så nedbrydende, er nemlig også med til at socialisere os og gøre os til gode samfundsborgere.

”Skam har fået et rigtig dårligt ry. I gamle dage sagde man til sine børn, at de skulle skamme sig, hvis de havde været uartige. I dag er skammekrogen røget ud, og man anser det som gammeldags at appellere til børns skam. Men i virkeligheden har vi faktisk brug for skammen i de rette doser,” mener Inger Glavind Bo.

Ifølge forskeren er skam en essentiel menneskelig følelse, som er med til at opretholde en ordentlig omgangsform og tone. Det at skamme sig over en ugerning er et udtryk for empati, og det er især vigtigt i børneopdragelsen.

”I frigørelsens og selvrealiseringens navn glemmer vi af og til, at skammen også kan være positiv. Så længe skammen ikke er nedbrydende og et angreb på selvet, er den blot et udtryk for, at vi er moralske mennesker, der skammer os, når vi har gjort noget forkert, og det må vi ikke glemme,” siger Inger Glavind Bo.