Svedning er en af kroppens vigtigste temperaturregulerende reaktioner, og skal under normale omstændigheder sikre, at kroppen ikke bliver for varm og/eller give en god gribefunktion på hænder og fødder. Speciallæge i hudsygdomme, Carl Swartling, er medicinsk ansvarlig for de behandlinger, klinikken, han arbejder på, udfører. Han mener, at mennesker med øget svedtendens nedprioriteres i sundhedsvæsenet, hvor de alt for ofte afvises bl.a. af praktiserende læger pga. manglende viden om sygdommens såvel fysiske, som alvorlige sociale problemer. Nogle tror, det udelukkende handler om et kosmetisk problem, og prøver at negligere lidelsen. Andre giver patienterne diagnosen ”social angst” eller ”panikangst” og ordinerer f.eks. lykkepiller, siger Carl Swartling.

50.000 ramt af øget svedproduktion

Sygdommen skyldes, at nervesystemet hos hyperhidrose-patienter sender et meget større antal impulser til svedkitlerne end hos mennesker med normal svedproduktion, siger Carl Swartling. Han anslår, at 50.000 mennesker i Danmark lider af så alvorlige svedproblemer, at de har daglige gener af sygdommen. Patienterne oplever en forringet livskvalitet, som hæmmer dem i hverdagen både i privatlivet, på arbejdspladsen og/eller i forbindelse med fritidsaktiviteter.