Sygdom og tabu er nært forbundet, uanset om lidelsen er psykisk eller fysisk. Det kan være svært at tale åbent om underlivs- eller tarmproblemer, og heller ikke depression, angst eller stress-symptomer er noget, man lige vender over kaffemaskinen på samme måde som influenza eller et brækket ben.

Vi frygter alle at blive stigmatiserede som en, andre ikke vil associeres med. Og er man først blevet stemplet, kan det være meget svært at komme af med det stempel. Man reduceres til sin diagnose og er eksempelvis skizofren, mere end man er en god kollega eller ven. Man bliver “hende med psoriasis”, mere end den dygtige lærer, der har styr på sit stof.

Tabuer har ofte den konsekvens, at man ikke søger hjælp. Det kan kræve en kæmpe overvindelse at tage emner som stress eller smerter i underlivet op med lægen. Det kræver først og fremmest, at man selv ser i øjnene, at man har et problem, som ikke går væk af sig selv.

Dernæst kræver det mod at tale med en anden om det. Risikoen er der altid for, at man bliver afvist eller latterliggjort. En ægtefælle kan måske heller ikke have lyst til at indse, at der er et problem, de ikke kan hjælpe med. Og læger og psykologer har deres egne fordomme. Selvom de ønsker at hjælpe, kan tabuer styre den måde, de vejleder og hjælper andre, som vi i foråret kunne se det i DR-dokumentaren “En syg forskel”.

Især mænd har svært ved at indse, at de har brug for hjælp eller tegn på sygdom, fordi det forbindes med svaghed. Derfor går der ofte længere tid for mænd end for kvinder, før de søger behandling. Og på det tidspunkt kan problemerne have vokset sig større. Tarmproblemerne kan have medført kroniske problemer, og depressionen kan have udviklet sig fra moderat til svær.

Selv når diagnosen er stillet, og behandlingen er sat i værk, kan tabuerne yde deres indflydelse. Man kan miste sit job, sin partner, sine venner, hvis man ikke kan tale om sin sygdom og de personlige, praktiske og sociale problemer, den medfører.

En tabubelagt sygdom kan medføre, at man ændrer opfattelse af sig selv. Man begynder at se ned på sig selv og opfatte sig selv som mindre værd. Man holder op med at forvente, at man er lige så velkommen som andre, enten på arbejdspladsen eller i familien. Måske opgiver man på forhånd at søge arbejde eller invitere til fødselsdage. Og intet af dette fører til mere åbenhed eller mod til at søge hjælp. Og problemerne vokser sig større og blive mere og mere uoverskuelige. De kan synes så umulige at løse, at selvmord bliver den eneste udvej.

Tabuer skal tales ihjel. Den ven, der drikker lidt vel rigeligt, har mere brug for, at man spørger, hvad der er galt, end at man afbryder kontakten. Kollegaen, der opfører sig mere og mere aggressivt eller tager flere og flere sygedage, har mere brug for en håndsrækning end bagvaskelse. Men det kan være svært. For tabuer fylder stadig meget, og det kan være svært at se - og handle imod - sine egne fordomme. Det gælder både den sygdomsramte, de pårørende og fagpersonerne.

Skal man bryde fordomme er det vigtigt, at møde andre, som selv har stået i situationen, er blevet raske eller har lært at tackle udfordringerne på en måde der muliggør en duelige hverdag. Det hjælper den enkelte som er berørt, men gør det også lettere for omgivelserne at støtte vejen frem til at få hjælp og behandling.

Johanne Bratbo, psykolog, projektleder på Landsindsatsen EN AF OS.