Af Jann Sjursen, Formand for Rådet for Socialt Udsatte

Det, vi ikke taler om, kan være de store spørgsmål om eksistens, liv og død. Glæden over, hvor fantastisk det er, når en nyfødt verdensborger ser dagens lys, er svær at holde tilbage. Anderledes er det med sorgen og tabet, som kom pludseligt med døden og med smerten efter en, der bare ikke er mere.

Der er også meget, der ikke kommer til udtryk, fordi ensomheden kan trykke. Der er ingen at tale med, og det kan lamme også i forhold til kommunikation ved tryk på tasterne.

Vi bøvler alle med tabuer 

Det vi ikke taler om, oplever vi hver især i meget forskellige grad og i forskellige sammenhænge. Tabuer er ikke forbeholdt de få. Jeg vil vove at påstå, at vi alle bøvler med tabuer. Bøvler med den skyld og skam, der ofte er forbundet hermed, og som blokerer for, at vi bringer forhold i vores liv op for andre. Det er ikke fedt at fortælle om, at jeg af en eller anden grund er mislykket eller har tabt fodfæstet i livet - og er mærket for en stund eller for altid. Men fodfæstet, det kan vindes igen!

Vi tror, vi skal kæmpe kampen selv, selvom vi inderst inde godt ved, at det er dømt til at mislykkes. For ingen mennesker er en ø. Alle har brug for fællesskabet og for støtte i livet, ja, for respekt og anerkendelse, fordi vi alle er værdifulde mennesker: Uanset hvem vi er, og hvad vi er.

Socialt udsatte

Socialt udsatte mennesker har ofte slået sig på livet og slås med en mangfoldighed og kompleksitet af problemer i et ofte kaotisk liv. Det kræver en næsten umenneskelig styrke at navigere i sådan et liv, men udsatheden bliver også udtalt: Hvor svært er det ikke lige, når en ung hjemløs dårligt ved, hvor man skal sove i nat og samtidig gennemføre en uddannelse. For slet ikke at tale om, hvad et misbrug eller psykisk sygdom betyder.

Et liv som udsat på kanten af samfundet er ikke et nemt liv. Det er et liv, som mange har svært ved at forstå. Kan de ikke bare tage sig sammen, de udsatte? Er det ikke deres egen skyld?

Socialt udsatte har som alle andre selvfølgelig et ansvar for eget liv, og hvorfor man er kommet dertil, hvor man måske er lagt ned i livet. Men vi har som hinandens medmennesker også et ansvar for vores fælles liv. Det uanset hvor tosset vi i øvrigt oplever, at vores næste har gebærdet sig - eller vi selv har.

Vi skal turde tale om det

For mange socialt udsatte ville det være en kæmpe lettelse, hvis vi i vort samfund i langt højere grad turde tale om og handle på de tabuer og svære ting i livet, som vi ikke taler nok om, og som vi gør for lidt ved i vores samfund ift. at hjælpe.

Lad mig f.eks. nævne psykiske lidelser, som rammer op mod hver femte dansker, og alkoholforbrug, hvor 147.000 danskere er afhængige af alkohol, og 620.000 danskere har et skadeligt forbrug af alkohol. Det er svært at tale om og forstå, og det behandlingsmæssige efterslæb er stort.


Tabuer skal brydes ved, at vi taler mere med hinanden om det, der er svært i livet. At vi er der for hinanden. Men det må ikke blive ved snakken alene. Fællesskabet må også række ud med den nødvendige hjælp.