Af Sanne-Maria Bjerno Jakobsen

Blogger og nybagt mor, Cathrine Widunok Wichmand, måtte sammen med sin mand igennem 5 forsøg med ægoplægning, før de blev gravide med sønnen Eddie, der i dag er to måneder gammel.

Ventetid og ensomhed var det hårdeste

“Det hårdeste var, at jeg som kvinde skulle vente på svaret hver måned og fortælle det til min mand. Det er så benhårdt ikke at vide, om man bare skal være tålmodig, eller om man skal give op,” fortæller hun om parrets forløb.

“Jeg blev nærmest helt allergisk over for andre, der var gravide. Jeg er normalt positiv og omsorgsfuld, men når endnu en veninde fortalte mig, at hun var gravid, havde jeg bare lyst til at kravle ned i et mørkt hul og blive der. Jeg mistede mig selv en lille smule hele tiden.”

Folk skrev og sagde tak

Efter aftale med sin mand besluttede hun at dele sine oplevelser på sin blog. Det resulterede i et utal af mails og kommentarer fra hendes læsere.

“De fortalte, at de selv havde været igennem det, eller skulle i gang, og mange af dem sagde tak for, at jeg havde skrevet om det. Det væltede frem med historier, og på en måde blev jeg deres talerør for, at vi skal bryde det tabu, der er omkring fertilitetsbehandling,” siger hun.

Vi bør kunne tale åbent

Som kvinde i slutningen af tyverne havde hun det som om, alle andre blev gravide, bare de blinkede med øjnene. Men da hun selv begyndte at tale om sine og mandens udfordringer, gik det op for hende, at mange har det på samme måde.

“Hvis nu vi alle talte åbent om det, så ville vi opdage, at rigtig mange venter i lang tid, før de bliver gravide. Det tager i gennemsnit otte måneder, men vi tænker ikke over det, for det er ikke noget, vi taler om.”

Ville bare tie det ihjel

Hun forstår godt, hvorfor det er svært at tale om.

“Folk skulle altid lægge hovedet på skrå og spørge, hvordan det gik. Og nogle gange ville jeg jo helst bare være, som jeg plejer, og ikke skulle forholde mig til det hele tiden,” siger hun og fortsætter:

“Det føles også meget skrøbeligt. Hvad hvis der går to år, før det lykkes, eller det måske aldrig lykkes? Nogle gange havde jeg lyst til at tie det ihjel, fordi tabet ved, at det måske ikke ville lykkes, var så stort.”

Taknemmelig for sin søn

I dag - kun få måneder efter fødslen af deres søn - er sorgerne fra tiden med fertilitetsbehandlingen skubbet i baggrunden.

“Jeg har næsten glemt, at vi har været i behandling. Jeg var meget langt nede på et tidspunkt, og jeg troede aldrig, jeg ville blive glad igen. Men nu er jeg så taknemmelig over, at vores søn er her, og de hårde oplevelser fylder ikke så meget mere.”

Pas på jer selv og hinanden

Hun sætter også pris på det, processen har gjort for hendes forhold med ægtemanden.

“Vi har lært hinanden utroligt godt at kende. Vi ved, hvad vi vil som mennesker og som forældre. Det har modnet os, og hvis vi kan komme igennem det her, så kan jeg ikke forestille mig, at der er noget, der kan skille os.”

Hendes råd til andre i samme situation er at passe på sig selv.

“Det er ret vigtigt, at man får taget sig selv og sit sind alvorligt. For mig blev det først godt, da jeg stoppede med alt “fertilitetsfremmende”. Fertilitetsyoga og modnende akupunktur. I stedet fokuserede jeg på mig. Hvad der gør mig og min krop glad - uden behandling for øje. Jeg tror på, at ægget kan mærke, hvis kroppen er træt og udkørt.”